Flere danskere bejler til Le Mans-sejr i egen klasse

Jan Magnussen kan tage femte Le Mans-sejr, og David Heinemeier Hansson er i favoritfeltet i næstbedste klasse.

Jan Magnussen er klar til endnu en omgang Le Mans. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2017) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

2017-udgaven af det legendariske motorløb Le Mans endte i "lige ved og næsten" for de danske aktører, men igen i år bejler flere danskere til succes i deres respektive klasser.

Således vurderer sportschef i Dansk Automobil Sports Union Bo Baltzer Nielsen, at flere danskere kan komme i spil til sejr. Ikke mindst David Heinemeier Hansson, der kører for Jackie Chan DC Racing, i den næstbedste klasse, LMP2.

I 2017 kørte hans hold sig på podiet i det generelle klassement, fordi kun få biler fra den bedste klasse gennemførte. Bilen blev dog diskvalificeret på en teknikalitet.

- Han er en erfaren gut, der kører rigtig stærkt, og han er kommet på et godt hold. Det eneste spørgsmål er, at de skal køre med Ligier-mærket, som sidste år ikke var på højde med Oreca.

- Men der er sket tekniske forbedringer hen over sæsonen. Jeg vil ikke udelukke, at han kan tage en klassesejr. Jeg har høje tanker om ham, og han var jo faktisk på podiet sidste år, påpeger Bo Baltzer Nielsen.

Magnussen en af favoritterne

Jan Magnussen har vundet sin klasse fire gange (2004, 2005, 2006 og 2009), og også i år skal hans Corvette regnes blandt favoritterne i LM GTE Pro-klassen.

- Alle verdens bedste GT-kørere er samlet, så den klasse bliver meget spændende.

- Jan Magnussen var tæt på at vinde sidste år, og han vil helt sikkert være med helt fremme igen. Også fordi han har to meget stærke holdkammerater, vurderer Bo Baltzer.

I samme klasse har han fidus til Michael Christensen, der kører i Porsche 911.

- De kommer med fire biler, og der er ikke sparet på noget som helst. Porsche er det mest vindende mærke i Le Mans, så der er noget at leve op til.

- Også han har stærke holdkammerater. Det kan sagtens række til en sejr. Sidste år lå hans bil længe på andenpladsen. Den blev også nummer to i den første VM-afdeling mod de samme konkurrenter, siger sportschefen.

Også Marco Sørensen og Nicki Thiim er med i klassen i deres Aston Martin.

- Den er spritny, så den er vi mere usikre på. De har skiftet dækmærke siden sidste år, og det kan godt tage tid at vænne sig til.

- Desuden havde Marco i forrige uge et stort uheld under testdagen, som har nødvendiggjort, at man har bygget en helt ny bil op, så den kommer rimelig utestet til banen, lyder det fra Bo Baltzer.

Endelig deltager Christina Nielsen for tredje gang i LM GTE AM-klassen.

Le Mans begynder på lørdag klokken 15 og fortsætter 24 timer frem.

/ritzau/

Facebook
Twitter