Motocrosskøreren Sara Andersen har potentialet til at blive verdens bedste, men hårde økonomiske krav kan spænde ben for drømmen.

Som blot 15-årig blev Sara Andersen sensationelt europamester sidste år. I dag har hun rundet de 16 år, og det vil allerede nu være en overraskelse, hvis ikke EM-titlen køres hjem igen. Den unge fynbo har nemlig taget føringen i den nuværende sæsons EM-serie.

Lige nu befinder Sara Andersen sig i det sydlige Polen i Ciescyn, hvor hun kører sæsonens anden EM-afdeling. Og der er store forventninger til danskeren dernede. Hun er nemlig den hurtigste på de europæiske EM-baner til at køre sin 100 kilo tunge motorcykel rundt på banen og først over målstregen.

Sara Andersen er et kæmpetalent på motocrossbanen. (Foto: PRIVATFOTO (Mikkel Wendelboe))

VM-fravær trods status som en af de hurtigste

Men det har en enormt høj pris at køre EM- og VM-løb, hvis der skal køres fulde serier. Det er en omkostningstung tilværelse at køre motocross på topplan. Misses bare en enkelt afdeling inden for EM eller VM-serierne, så er det tæt på umuligt at blive europa- eller verdensmester. Det måtte Sara og hendes familie sande, da første VM-løb i denne sæson måtte droppes, fordi pengene ikke rakte til at rejse til Indonesien.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at det er pengene, der skal være afgørende. Der er nogen ved VM, der ikke kører lige så hurtigt som mig, og som har muligheden for at køre alle løb. Det er rigtig ærgerligt, fortæller Sara, da jeg besøger hende og familien på Midtfyn.

I værkstedet står Saras far Rene og knokler med olie på fingrene, i hovedet og på tøjet for at give sin datter de bedst mulige arbejdsbetingelser forud for EM-afdelingen i Polen. Saras to motorcykler skal vedligeholdes, der skal skaffes og skiftes reservedele, og tøj og udstyr skal der også være styr på. Og der skal tilmed arbejdes uden for værkstedet for at skaffe økonomisk støtte til det hele. Og det er her, familien kæmper en hård og brav kamp.

-Det er hårdt for en familie med to almindelige lønninger, lyder det fra Rene Andersen, der flexjobber, mens moren Janne er sekretær.

Se videoen, hvor Sara Andersen viser sin motorcykel og alt sit motocross-udstyr frem.

Ingen støtte fra Team Danmark

Sara Andersens karriere tog hurtigt fart. Det var de færreste, inklusiv hende selv, der forestillede sig, hun blev europamester som 15-årig. Og med det tempo har Team Danmark svært ved at følge med i den hurtige udvikling rent resultatmæssigt. Sara er en del af Danmarks Motor Unions talentprogram, men der er endnu ingen økonomisk støtte fra Team Danmark.

- Vi støtter ikke Sara, da vi endnu ikke har haft en dialog med DMU om det, men vores dør er åben, og vi har generelt en god dialog med DMU, fortæller Martin Elleberg Petersen, afdelingschef i Team Danmark.

Sara Andersen på sin motorcykel. (Foto: PRIVATFOTO (Mikkel Wendelboe))

Team Danmark-støtten skal søges gennem specialforbundet, og i dette tilfælde omhandler det Danmarks Motor Union. Angiveligt er Saras overraskende resultat ved EM sidste år årsagen til, at man ikke er kommet længere i processen. Lige nu forventes der i 2017 at komme en mindre støtte fra DMU, men Team Danmark vil angiveligt først kunne støtte tidligst fra 2018, hvis de vælger at optage hende på programmet.

Team Danmark støtter anden dansk europamester

Den forsvarende europamester på herresiden, Thomas Kjær Olsen, bliver støttet af Team Danmark. Sønderjyden, der til dagligt bor i Belgien og kører for verdens mest prestigefyldte fabriksteam, kørte EM-titlen hjem sidste år. Og lige nu ligger han nummer tre i VM-serien. Støtten til Thomas er derfor ikke til diskussion.

- Thomas er rigtig dygtig, og han fortjener hjælp, men jeg er også Europamester. Så kan det godt være, det er sværere hos mændene, men jeg bør også få noget hjælp – uden at tage noget fra Thomas. Han har fortjent det, lyder det fra Sara, der håber, at der falder noget støtte inden for de kommende år.

Thomas Kjær Olsen får ifølge Martin Elleberg Petersen fra Team Danmark økonomisk hjælp til træningslejre og rejseudgifter, hvilket er det eneste, Sara Andersen mangler for at kunne satse fuldt ud på at blive verdensmester.

Thomas Kjer Olsen (Foto: Alex Hodgkinson / Frit © Scanpix)

Ikke plads til at satse på to børn

Der er masser af motocrosstalent hos familien Andersen på Midtfyn. Midt i samtalen med Sara triller en bil ind ad indkørslen. Det er Saras 23-årige storebror Mike Andersen, der blev danmarksmester i 2013. Men efter DM-titlen stoppede han med at køre motocross på højt plan. Han helligede sig sin uddannelse og sit job og gav plads til, at familien kunne satse det hele på Sara.

Alle i familien er overbevist om, at det er et spørgsmål om tid, før Sara Andersen bliver verdensmester, og sådan lyder det også på vandrørene i motocross-miljøet.

- Jeg tror, at Sara i 2020 vil være en af favoritterne til VM, hvis hun fortsætter sin udvikling, og allerede før det tror jeg, at hun kan blande sig helt i toppen med podieplaceringer engang imellem, vurderer ekspert og motocrosskommentator Nicholas Schrøder, der senest kommenterede Sara ved den første EM-afdeling i Næstved.

Lige siden Sara var tre år har far Rene gjort alt for at gøre Sara til verdensmester en dag. Og da storebror Mike også valgte at træde til side, kan Sara realisere sine mål, hvis de strenge økonomiske vilkår inden for motocross-sporten imødekommes.

Rammerne for kvindemotocross bliver bedre

Der er ingen tvivl om, at talentet er til stede hos Sara Andersen. Da jeg bliver vist rundt i familiens hjem, fremstår det som et ganske almindeligt dansk hjem. Men pokalsamlingen på Saras værelse er alt andet end almindelig. Små 200 pokaler står der på det 16-årige stortalents værelse. Hæderen strækker sig rundt på væggene og på samtlige hylder, skabe og i vindueskarme.

Et udsnit af Sara Andersens mange pokaler. (Foto: Still fra video)

Sara lever og ånder for motocross. Men det kan være, talentet begraves, inden hun får en reel chance for at køre sig til et verdensmesterskab.

- Misser man to heats ud af bare 10-12 stykker, så er mesterskabet næsten tabt. Derfor er det ærgerligt, jeg misser Indonesien i år på grund af manglende penge. Det er dyrt at køre motocross, og jeg kan ikke bare blive ved med at køre, som jeg gør nu. Jo hurtigere jeg kan få noget hjælp, jo bedre er det, fortæller Sara.

Og lige nu satses der en del på at få piger og kvinder ud at køre motocross, fortæller Mikkel Wendelboe, der både skriver om motocross og kommenterer sporten på tv.

- Det er måske der, sporten er i størst udvikling. Kvindernes VM-serie følger det officielle VM rundt på planeten. Det største problem på den front er dog stadig, at der ikke er mange penge at hente for kvinderne, lyder det fra Mikkel Wendelboe.

Efter EM-afdelingen i Polen hopper Sara sammen med sine forældre i den autocamper, som de kører Europa tynd i og bor i, så Sara kan forfølge sin drøm. Turen går fra Polen videre til Frankrig, hvor der køres VM i Ernée i slutningen af måneden.

På Europas motorveje kan familien kun håbe, at resultaterne ved de europæiske VM-afdelinger er tilstrækkelige til at gøre opmærksom på Saras enorme talent, så de sidste brikker falder på plads, og Sara får en reel chance for at gå efter et verdensmesterskab.

Se videoen, hvor Sara Andersen viser den autocamper frem, som familien bor og transporterer sig i, når de skal rundt i hele Europa til motocrossløb.

På søndag kan du følge 2. afdeling af DM i motocross her på dr.dk/sporten, når vi streamer fra kl. 12.15.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: