Jan var kun 20 år, da Kevin kom ind i hans liv: I dag deler de bil i verdens vildeste 24-timers løb

Far og søn Magnussen træder ind på den helt store motorsportsscene sammen, når den 89. udgave af Le Mans sættes i gang.

(Foto: Philip Davali © Philip Davali)

Jan Magnussen kæmpede for at skabe sig en karriere som professionel racerkører, da han som kun 20-årig fik at vide, at han skulle være far.

Han var lige flyttet til England, og alt handlede om asfalt og hurtige biler, men han husker tilbage på den tid som en tid, hvor det hele alligevel lykkedes for ham.

- Jeg tænkte bare, at det bliver fedt at blive far. Min drøm var at leve som professionel racerkører, og så kom Kevin pludselig ind i billedet. Tænk, hvis nogen dengang havde sagt, at jeg lige havde fået min kommende holdkammerat, siger Jan Magnussen til DR Sporten.

Efter flere forgæves forsøg på at køre for samme hold, lykkes det i dag endeligt for Jan og Kevin Magnussen at kalde sig kolleger, når årets 24-timer racerløb finder sted i Le Mans.

De har hidtil kørt for forskellige hold i forskellige klasser med kontrakter, der forhindrede dem i at realisere drømmen om far og søn på sammen hold.

I foråret kom så nyheden ud om, at forretningsmanden og millionæren John Sashi Nielsen fra Slagelse - et stort navn i kødbranchen - havde meldt sig på banen som storsponsor for projektet, der samler de to gange Magnussen og tredjekører Anders Fjordbach på ét og samme hold, Team Sashi High Class Racing.

Kevin Magnussen (t.v.) og Jan Magnussen under et interview, da det i foråret kom frem, at de fremover er med på samme hold. (Foto: Emil Agerskov)

Holdet deltager i LMP2-klassen, som er den næsthøjeste bilklasse lige under kongeklassen LMP1, som danske Tom Kristensen har vundet ni gange.

- Det bliver stort, det her. Jeg har siden fire-fem års alderen set min far rejse verden rundt, og jeg har hørt ham snakke om Le Mans hele mit liv. Jeg har savnet ham, når han var væk, for der var mange og lange perioder, hvor vi ikke så hinanden, på nær når vi besøgte ham på racerbanen, siger Kevin Magnussen.

- Samtidig er han hele årsagen til, at jeg selv er endt som racerkører. Selv om han var meget væk, har han fyldt meget på afstand, så alt i mit liv har altid handlet om motorsport.

Fra familiealbummet. Kevin og Jan har altid delt interessen for motorsport, og det var derfor naturligt for Kevin at gå i sin 'fars hjulspor'.

Snart har de 24 løb til sammen - de 23 er Jans

Weekendens Le Mans bliver Kevin Magnussens første og Jan Magnussens 23. Han har vundet det fire gange siden debuten i 1999.

Kevin Magnussen forlod i 2020 Formel 1 efter syv sæsoner, da han ikke fik forlænget sin kontrakt hos sin daværende arbejdsgiver, Haas F1 Team. I den her sæson kører han i den amerikanske IMSA-serie for Chip Ganassi Racing, for hvem han deltog i et 24-timers løb i januar.

De gør det begge meget klart, at selv om det er en drøm, der går i opfyldelse, tager de ikke til Le Mans for at hygge sig. Det gør de også, men det handler stadig om at fokuserer og løse en opgave.

- Det her er ét af de løb, der står på min bucketlist. Le Mans er en drøm for en racerkører, for det bliver ikke større, og banen i sig selv er jo legendarisk. Jeg glæder mig helt vildt over at kunne dele den her oplevelse med min far, men ja - vi er professionelle racerkørere, og det ligger meget dybt i os at konkurrere og ville vinde. Når starten går, glemmer vi, at vi er far og søn, siger Kevin Magnussen.

- Men er der plads til, at I kan blive irriterede eller sure på hinanden, hvis noget går galt?

- Det tror jeg simpelthen ikke kommer til at ske. Det skulle være, hvis noget i bilen pludselig ikke er, som det skal være. Et sæde, der gnaver eksempelvis. Så er det nok nemmere at lade irritationen gå ud over sin far end en holdkammerat, siger Kevin Magnussen.

Jan Magnussen sidder her bag rattet i bil nummer 49 under en træningskørsel på Le Mans den 19. august. (Foto: Jean-Francois Monier © AFP or licensors)

Jan Magnussen ved, hvad det hele drejer sig om. Når der skal køres 24 timer i streg uden pauser, er det nødvendigt at trække sig lidt tilbage, når én af holdkammeraterne sidder bag rattet.

Han er vant til at tage en lur i holdets lastbil, men lige på det punkt bliver dette 23. løb for den 48-årige kører anderledes.

- Jeg kommer til at holde øje med Kevin. Jeg behøver ikke stå ovre i garagen, men jeg vil følge med på en skærm fra lastbilen. Det er klart, at jeg ikke vil gå glip af det her øjeblik. Jeg skal se, hvordan han klarer sig, siger Jan Magnussen.

Le Mans finder sted fra den 21. til den 22. august på banen Circuit de la Sarthe. I alt ti danske racerkørere er denne gang med på den 13,6 km lange bane, hvilket er rekord.

På trods af fortsatte corona-restriktioner i Frankrig forventes det, at løbet bliver overværet af op mod 50.000 tilskuere.

Hele løbet kan følges på blandt andet TV2 og Eurosport hele weekenden, ligesom vi her på DR Sporten giver dig seneste nyt. Vinderen findes søndag klokken 16.

Facebook
Twitter