Hele motorsportsverden spærrede øjnene op og tabte kæben, da den 23-årige italienske gokartkører Luca Corberi i weekenden kørte af banen i et VM-løb. På sociale medier spredte chokbølgerne sig. Skete det der virkelig lige?
Det var nærmest ikke til at fatte. Ikke fordi Luca Corberi kørte af banen. Det var italienerens egen reaktion på, at han udgik af løbet, som skabte ramaskrig.
Han steg ud af gokarten. Trak den ud af den barriere, han lige var kørt ind i. Rev kofangeren af. Stillede sig op langs banen med kofangeren i armene, mens de andre kørere kom susende forbi. Og så…
Pludselig kastede han kofangeren ind på banen i et forsøg på at ramme en forbikørende.
Corberi sigtede efter sin italienske landsmand Paolo Ippolito, fordi det var et sammenstød mellem de to, som havde sendt Corberi af banen. Kofangeren ramte dog ikke, og Ippolito slap uskadt fra angrebet og kunne fuldføre løbet. Men da han kørte i pit efter løbet og steg ud af sin gokart, stod Corberi igen klar til at angribe ham.
Corberi kastede sig over Ippolito, som røg på ryggen i asfalten, mens Corberi forsøgte at slå ham. Der opstod vild tumult, og slag og spark fløj igennem luften, indtil de to italienske kørere blev skilt ad.
Se episoden her:
Episoden fik med det samme kritikken til at hagle ned over Luca Corberi. Den tidligere Formel 1-kører Felipe Massa, som er præsident for gokart-kommissionen hos den ledende internationale motorsportsorganisation, FIA, kaldte det ’uacceptabelt’ og meddelte, at 'det ville få konsekvenser'.
Den tidligere Formel 1-stjerne Jenson Button blandede sig også i debatten, kaldte Luca Corberi en ’idiot’ og opfordrede til at ’udelukke ham for livstid’.
- Luca Corberi har lige ødelagt enhver chance for en motorsportskarriere efter hans ulækre opførsel i dag, skrev Button på Twitter.
FIA, som også er organisationen bag Formel 1, har nu igangsat en undersøgelse af hændelserne under weekendens løb. Men uanset om eller hvordan Luca Corberi bliver sanktioneret af FIA, er han en færdig mand i sporten. Det meddelte han selv i et Facebook-opslag mandag.
- Jeg vil gerne undskylde til motorsportsmiljøet for, hvad jeg har gjort. Der er ingen undskyldning, der kan forklare, hvorfor jeg gjorde noget så skammeligt. Det er noget, jeg aldrig før har gjort i min 15-årige karriere, og jeg håber virkelig, at det aldrig sker igen for nogen andre, skriver Luca Corberi på Facebook.
- Jeg har besluttet mig for ikke at tage del i nogen form for motorsport i resten af mit liv. Det er ikke selvjustits, det er bare det rigtige at gøre.
Luca Corberi deltog i VM-serien i gokart-klassen KZ i weekenden. Men nu er han altså tilsyneladende færdig med motorsporten for altid.
- Den her episode vil blive husket, som en af de værste i sporten, og det er noget, jeg aldrig vil glemme. Jeg beder ikke om tilgivelse, for det fortjener jeg ikke. Jeg vil fuldstændig acceptere den straf, jeg får.