Nicki Pedersen i 'uvirkeligt comeback' - kører med brækkede ribben og punkteret lunge

Den 45-årige speedwayprofil har punkteret sin lunge, men agter at stille til start for Holsted Tiger.

'Det går ikke væk de næste fire uger alligevel, så jeg kan lige så godt få det bedste ud af det,' forklarer Nicki Pedersen om smerterne i kroppen efter sit styrt for 14 dage siden. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Han skal i ilden og vænne sig til smerten.

Det er holdningen fra en forslået Nicki Pedersen. For godt to uger siden styrtede den 45-årige speedwaykører, brækkede to ribben og punkterede sin lunge.

Den tidligere verdensmester har haft svært ved at gå, og han har også været til flere undersøgelser på hospitalet. Men i aften er han med, når Holsted Tigers møder GSK Liga i den danske speedwayliga.

- Det gør sindssygt ondt i kroppen, og jeg er på panodiler og brufen tre-fire gange om dagen. Det går ikke væk de næste fire uger alligevel, så jeg kan lige så godt få det bedste ud af det, forklarer Nicki Pedersen.

Men hvorfor sætte sig op på en cykel, når man knap kan gå og har smerter i det meste af kroppen?

- Jeg er provisionslønnet og ikke fastansat. Det er 100 procent forskellen. Der er ikke noget at vente på. Kan jeg bide smerten i mig, kan jeg lige så godt komme i gang igen, siger han og griner.

Herunder kan du se en video af Nicki Pedersens bentøj. Han kunne knap gå for få dage siden.

I tvivl om, hvorvidt han kunne klare det

Nicki Pedersen tilskriver sin fysioterapeut æren for det lynhurtige comeback. Han har været i isbad og cyklet for at få cirkulation i kroppen. Specielt isbadet er frygtligt, understreger han.

Sammen har duoen arbejdet målrettet for at få fynboen klar til at køre igen onsdag aften. Aftenens opvisning bliver dog første gang, Nicki Pedersen kører på cyklen siden styrtet i Slangerup.

- Jeg har kun lige siddet på cyklen, men har ikke prøvet en skid af. Jeg slog mit haleben ad pommern til. Når du slipper koblingen, skubber cyklen dig i bagdelen, og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne klare det.

Men han regner dog med at klare skærene. Den slags har han prøvet før. It is what it is, som Nicki Pedersen forklarer på engelsk.

Det handler blot om at komme på cyklen og køre på rutinen fra 30 år i speedwayverdenen. Derfor bekymrer familien sig heller ikke over, at Nicki Pedersen hopper på cyklen med en forslået krop. De har på nærmeste hold set ham kæmpe for at blive klar.

- Det er blevet bedre dag for dag, og mine to små børn har for eksempel hjulpet med at lave isbad til mig. Det er fantastisk, at vi kan hjælpe hinanden, siger Nicki Pedersen.

Planen er, at kroppen og formen skal testes i løbet i Danmark, inden han næste uge rejser til Polen for at køre i Ekstraligaen.

  • Nicki Pedersen var indlagt på Nordsjællands Hospital i Hillerød efter sit styrt. Han flyttede dog hurtig hjem for at begynde sin genoptræning.
  • 'Jeg har før kørt med et brækket håndled. Når adrenalinen pumper, kan man nogle tricks, og det håber jeg, at jeg kan drage erfaringer fra,' siger Nicki Pedersen (hvid). (Foto: Sportxpress © This image is strictly Copyright Ritzau Scanpix / Sportxpress)
1 / 2

Er fascineret over sig selv

Nicki Pedersen er en stor profil for sin klub Grudziadz, og derfor besøgte et polsk TV-hold danskeren i hans hjem på Fyn.

- De kunne ikke forstå, hvad de så. 'Der er polske fans, der beder til Gud om, at du er tilbage i sadlen snart, og så gør dine børn et isbad klar til dig,' sagde de. Det er så uvirkeligt, fortæller han og griner.

Og han er altså tilbage i aften. Tilskuerne i Holsted skal ikke regne med at se en Nicki Pedersen i storform. Smerterne hæmmer ham, og løbet bliver langt fra en personlig fornøjelse.

Mislykkes det, trækker han stikket og tager en længere pause for at komme sig. Men han kan hjælpe holdet med 'erfaring, tips og tricks', og så har han stadig høje forventninger til sig selv, understreger den tidligere verdensmester.

Fysisk er Nicki Pedersen måske ligesom du og jeg, men mentalt er han skruet sammen på en anden måde, medgiver han. Ellers ville han aldrig 'kaste sig selv i smerteilden'.

- Det er sgu selvlært, og jeg er selv fascineret over det. Hver dag kigger jeg mig selv i spejlet og analyserer mig selv i stedet for at pege fingre ad andre. Jeg prøver at få det bedste ud af denne lille fyr fra Fyn, siger Nicki Pedersen.

Opdatering: Nicki Pedersen og Holsted Tigers slog GSK med 49:35 onsdag aften.