Nicki Thiim lever i en drøm: ’Jeg er verdensmester i en James Bond-bil med min bedste kammerat’

I lørdags vandt den danske racerduo Nicki Thiim og Marco Sørensen verdensmesterskabet i langdistanceløb.

Marco Sørensen (t.v.) og Nicki Thiim (t.h.) startede i pole position i Bahrain. (Foto: Drew Gibson © Aston Martin)

- To bonderøve fra Nordjylland og Sønderjylland erobrer verden. Det er sgu da en fed historie.

Den danske racerkører Nicki Thiim er ikke bleg for at være stolt over det verdensmesterskab, han sikrede sig i lørdags. I Aston Martin-raceren vandt han med makkeren Marco Sørensen den samlede stilling i World Endurance Championship-serien - det officielle verdensmesterskab i langdistanceløb.

- Det taler for sig selv at blive verdensmester. Det er det største, lige meget hvad man laver, siger den 31årige racerkører.

WEC-serien består af otte racerløb, hvor Le Mans er det største, længste og mest prestigefyldte. Lørdag blev sæsonafslutningen i Bahrain til Arabiens drøm for den danske duo.

Bevares, de endte som nummer fem i weekendens løb. Men igennem sæsonen har de været så suveræne, at den samlede sejr ikke var i overhængende fare.

I oktober sidste år vandt de danske drenge Japans løb i Fuji. To måneder senere var de også suveræne vindere af sæsonens første af to løb i Bahrain. Og i februar sejrede de i det amerikanske løb i Austin, inden sæsonen blev i kørt i pit for en periode.

I 2018 vandt Nicki Thiim (t.h.) og Marco Sørensen (t.v.) det kinesiske løb i Shanghai. (© Aston Martin)

- Som fireårige sad vi første gang i gokarts, og målet har altid været at konkurrere mod de bedste og selvfølgelig selv at blive de bedste. Nu er det lykkedes for anden gang, siger Nicki Thiim.

De to danske racerkørere har kørt sammen for Aston Martin siden 2016, og allerede i deres debutsæson som makkerpar vandt de WEC-serien. I år genvandt de trofæet.

- Som alle siger, er den første gang altid speciel. Men den anden har været sværere. Marco, jeg og hele teamet har gjort et fantastisk stykke arbejde, siger den nyslåede verdensmester.

’The Dane Train’ kommer buldrende

Da de to jyske drenge begyndte samarbejdet med hinanden og racerholdet Aston Martin i 2016, fik de hurtigt tilnavnet ’The Dane Train’. De to fartdjævle husker ikke, hvor det er kommet fra, men det har hængt ved i flere år – og så klinger det meget godt, synes de.

Nicki Thiim kunne mærke en god kemi med det samme. Den er vokset med årene – og opgaven.

Det kan være svært lige at sætte den milimeterpræcise finger på, hvad der fungerer så godt i samarbejdet. Men Nicki fra Sønderborg har en idé om, at geografien ikke er ’et helt tosset bud’.

- Vi har en meget jysk tilgang til det hele. Vi er stille og rolige og fægter ikke for meget med arme og ben. Vi går ud og leverer et godt stykke arbejde – og så har vi det jo bare pisseskægt med det, siger han.

- Jeg kører i en James Bond-racerbil med min bedste kammerat og er lige blevet verdensmester. Det er en drøm, og det er vi godt klar over.

James Bond-racerbilen har hverken katapultsæde, laser eller maskinpistoler – til gengæld kører den så hurtigt og langt, at den for alvor ville teste tålmodigheden hos Sir Sean Connery og Daniel Craig.

Ligesom ved 24 timers-løbet Le Mans er også seriens andre løb lange og udmattende. I Bahrain kører de i otte timer, mens koncentrationen skal holde i seks, når der bliver kørt ræs i Japan, USA og Belgien.

- Man skal være lidt tosset for at køre rundt i cirkler i så mange timer. I forvejen er motorsport psykisk og stressende – og så kommer det fysiske oveni, når vores løb er så lange, siger Nicki Thiim.

Netop her kommer makkerskabet ind i billedet. WEC-serien og de lange løb kræver mere end de fleste andre motorsportsløb, når mekanikere og ingeniører skal holde sig klar i så mange timer, mens der også byttes kører undervejs.

Den netop afsluttede sæson var kun nummer to i den nye Aston Martin-bil. (Foto: Drew Gibson © Aston Martin)

- Man kører et par timer ad gangen. Ved Le Mans er det klart en fordel, hvis man kan sove lidt, når man kommer ud af bilen. Men det er nærmest umuligt med adrenalin pumpende rundt i kroppen, mens man gerne vil følge med i løbet, siger han.

Interessen for motorsport er dumpet ned med æblet ikke langt fra familiestammen. Nickis far Kurt Thiim er tidligere professionel racerkører, og i 1991 kørte han Le Mans 25 år inden sønnike.

Faktisk ville Nicki Thiim have brug for flere timer for at fortælle om alt det, han elsker ved motorsport.

- Der er bare noget ved at presse en bil helt ud til grænsen. Det giver et vildt kick, siger han.

Og det kick kan være en lang fornøjelse. Efter en løbsweekend kan der gå en uge, før den danske racerkører kommer sig igen. Alligevel ville han aldrig været det foruden.

- Hvis man har prøvet en eftermiddag i en gokarthal med sine kammerater, kan man tage den fede følelse og stressfaktoren – og så gange det med et par hundrede eller måske tusinde.

En lang sæson er slut - en ny venter

Inden Nicki og Marco endte som verdensmestre i drømmeland, kørte de i foråret i en lang og uønsket pit med resten af WEC-feltet. Sæsonen har været historisk lang, men det gør den ikke mindre mindeværdig.

- Når jeg ser tilbage på den her sæson om 20 år, vil det se helt vildt ud. En vanvittig tid, der så bliver kronet af med et verdensmesterskab, siger han.

Udover kørernes triumf vandt også holdet og bilen bag en seperat VM-titel. (Foto: Drew Gibson © Aston Martin)

Fremtiden er dog uvis for de to danske racerkørere, selvom de har slået alt og alle i sæsonen.

- Vi kører for Aston Martin, og det er dem, der styrer showet. Uden at jeg kan sige for meget, er der ved at blive lagt andre planer for fremtiden, siger Nicki Thiim.

Om danskerduoen kan fortsætte i deres WEC-drøm, er uvist. Måske skal de køre en anden klasse, måske skal de ikke. Måske skal de køre sammen, måske skal de ikke. Uanset hvad gælder det samme.

- Vi skal bare ud og sparke noget røv. Men forhåbentlig kan vi holde ’The Dane Train’ kørende så længe som muligt.

Facebook
Twitter