Niels-Kristian Iversen kører sig tilbage i VM-serien

Efter et år væk fra VM-serien i speedway er danske Niels-Kristian Iversen kvalificeret til næste års serie.

Niels-Kristian Iversen kørte sig lørdag tilbage i VM-serien. /via REUTERS (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Der var opmuntring til dansk speedway lørdag aften i det sydlige Tyskland.

Her kørte 36-årige Niels-Kristian Iversen sig tilbage i det fornemme speedwayselskab, da han kvalificerede sig til næste års VM-serie.

Det skete, da Niels-Kristian Iversen sluttede som nummer to i Speedway GP Challenge, der blev kørt i tyske Landshut.

Kravet for at kvalificere sig var en plads i top-3 blandt de 18 kørere, der var nået til finaleaftenen.

Iversens andenplads blev kørt hjem med 11 point, mens polske Janusz Kolodziej vandt.

Med lørdagens resultat vender Niels-Kristian Iversen tilbage til VM-serien, hvor han i år blot har været førstereserve.

Nicki Pedersen er i øjeblikket på 12.-pladsen i VM-serien med 31 point.

Niels-Kristian Iversen er den seneste dansker til at vinde et VM-grandprix med sejren i oktober 2016 i Torun i Polen.

/ritzau/

Facebook
Twitter