Podiepladser, frustration og flot debut: Le Mans var en gang blandede bolsjer for danskerne

To tredjepladser og en flot debut til Mikkel Jensen var de danske højdepunkter under Le Mans.

Nicki Thiim og Marco Sørensen sikrede sig en podieplacering, da de kørte deres Aston Martin til en tredjeplads i GTE Pro-klassen (Foto: Jean-Francois Monier © Scanpix)

Det endte med Toyota-triumf for tredje år i træk, da det ikoniske Le Mans-løb søndag eftermiddag sluttede efter 24 timers kørsel.

Der var fem biler til start i kongeklassen, LMP1.

To biler fra Toyota, to fra Rebellion Racing og en enkelt fra Bykolles Racing Team, hvoraf kun sidstnævnte måtte udgå.

Længe lå Toyotas nummer 7 i front, men et pitstop på en halv time i løbet af natten sendte Toyota nummer 8 i front. De to Rebellion-biler strøg også forbi.

Herfra kom der aldrig spænding om sejren, mens de to Rebellion-biler til gengæld længe duellerede om andenpladsen.

Med cirka en time tilbage stødte den ene Rebellion-racer på problemer, og det betød, at den anden Toyota klemte sig op på en tredjeplads.

Blandede danske resultater

For de otte danske deltagere i det ikoniske løb blev det en blandet fornøjelse.

I den næstbedste klasse, LMP2, kørte Mikkel Jensen rigtig flot i sin Le Mans-debut for G Drive Racing. Den 25-årige dansker var en væsentlig årsag til, at holdet i lang tid så ud til at sikre sig en podieplacering som nummer tre.

Med under en time tilbage af løbet stødte den franske kører Jean-Eric Vergne dog på problemer i bilen, og holdet faldt ned til en femteplads.

Også i LMP2-klassen måtte Anders Fjordbach se sin bil hos High Class Racing blive trukket ud lidt over klokken 2 om natten efter vedvarende problemer.

Efter flere lange pitstop kunne man ikke overholde reglen om, at alle tre kørere skulle nå minimum seks timer hver i bilen. Derfor blev den trukket ud.

Mikkel Jensen fik en flot Le Mans-debut for sit hold G Drive Racing. (Foto: EDDY LEMAISTRE © Scanpix)

Nicki Thiim og Marco Sørensen sikrede sig en podieplacering, da de kørte deres Aston Martin til en tredjeplads i GTE Pro-klassen, hvor Michael Christensen og Porsche havde store problemer og sluttede som nummer syv.

Veteranen Jan Magnussen endte med JMW Motorsport som nummer seks i GTE Am-klassen. Han kunne se sin yngre landsmand Nicklas Nielsen ende på podiet som nummer tre i sin Ferrari hos holdet Af Corse.

Løbet var en frustrerende oplevelse for eneste danske kvinde i løbet, Michelle Gatting, der kørte på et rent kvindehold hos Iron Lynx-holdet i en Ferrari.

26-årige Gatting luftede flere gange undervejs sin frustration over, at holdledelsen ikke gav hende optimale muligheder for at præstere endnu bedre, end den niendeplads det blev til.

/ritzau/

Facebook
Twitter