Du kender måske allerede Tom Kristensen, Jan Magnussen og Christina Nielsen.
Tre af Danmarks allerbedste racerkørere, der alle har haft succes i amerikansk motorsport.
Men nu kan du godt notere dig endnu et.
For mens talenter som Christian Lundgaard og Frederik Vesti jagter drømmen om en kontrakt i den – i hvert fald her i Danmark - mere kendte Formel 1-klasse, så har Christian Rasmussen valgt at gøre det på amerikansk jord, hvor den tilsvarende klasse hedder Indy Car.
Og natten til mandag dansk tid tog den 20-årige racerkører et stort skridt i netop den retning, da han sikrede sig et amerikanske formelmesterskab i løbsserien, der hedder US F2000.
På New Jersey Motorsports Park vandt Christian Rasmussen to af weekendens tre løb, og sikrede sig dermed et så stort forspring til seriens nummer to, Eduardo Barrichello – der er søn af den tidligere Formel 1-kører Rubens Barrichello – at han ikke længere kan hentes.
Dermed er Christian Rasmussen den første dansker nogensinde til at vinde et amerikansk formelmesterskab, eftersom de tre tidligere nævnte danske racerkører alle har hentet deres sejre i enten sportsvogne eller prototyper.
- Jeg kan slet ikke fatte det endnu, så det er svært at finde de rette ord, lød det fra Christian Rasmussen efter sejren ifølge en pressemeddelse.
Sejren sikrer ham udover titlen som mester også et stipendium på hele 328.000 dollars – svarende til godt to millioner danske kroner.
To millioner kroner, der skal bruges i jagten på drømmen om at nå hele vejen til den ypperste klasse, IndyCar, der er det amerikanske svar på Formel 1, og som blandt andet tæller et af verdens største motorløb, Indy 500, hvor omkring 300.000 tilskuere følger med fra tilskuerpladserne i Indianapolis.
Løbsserien US F2000 er således en del af et system, der hedder ’Road to Indy’ - altså ’Vejen til Indy’.
Christian Rasmussens triumf sker på første af fire trin, og derfor gør de to millioner kroner vejen til toppen en hel del kortere. Det fortæller sportschef i Dansk Automobil Sports Union (DASU) Bo Baltzer Nielsen.
- Er man racerkører, skal man selv finansiere sin karriere. Det er ikke som at være en fodboldspiller, der skriver kontrakt med en stor Premier League-klub.
- Og det er klart, at hvis man vinder så stor en sum penge, er man langt.
- Han kan springe klassen over, der hedder IndyPro, og rykke direkte til Indy Lights, som ligger lige under IndyCar. Det er noget, man skal kigge på over vinteren, for det er selvfølgelig også dyrere, men på lang sigt kunne det måske være billigere, siger Bo Baltzer Nielsen til DR Sporten.
Og skulle succesen så fortsætte på næste trin af karrierestigen, er vejen banet til IndyCar.
- Det, der er unikt i USA, er, at man faktisk kan køre sig til budgettet til næste klasse. Det kan man ikke i Europa. Selvom man vinder Formel 3, får man ikke en stor sum penge til at komme videre til Formel 2. Der skal man stadig ud at skaffe pengene, siger han.
Den alternative karrierevej
Lad os lige vende tilbage til Christian Lundgaard og Frederik Vesti en gang.
De to racerkørere viser sig for tiden frem i henholdsvis Formel 2 og Formel 3 – og særligt førstnævnte er nok det bedste bud på den næste dansker i Formel 1.
Men hvorfor har Christian Rasmussen ikke også valgt lige netop dén vej til motorsportstoppen?
- At et ungt talent vælger at forfølge sine karrieredrømme i USA, er noget nyt, siger Bo Baltzer Nielsen.
- Men det har aldrig været Christians mål at komme i Formel 1.
- Christian valgte fra starten af at sætte sig ned med sit bagland og kigge på, hvor mulighederne var størst. ’Skal vi gøre som alle andre herhjemme og gå efter at komme i Formel 1 gennem Formel 2 og Formel 3 – eller skal vi prøve noget andet?’. Og der har de så valgt noget andet.
Et valg Christian Rasmussen selv begrunder med den attraktive jævnbyrdighed i den amerikanske sport.
- Det er det højeste niveau i motorsport baseret på talent i stedet for mængden af penge, man har.
- Alle biler er ens. Det er ikke som i Formel 1, hvor de enkelte teams har forskellige biler. Og det har altid tiltalt mig. For man kan gøre en langt større forskel selv som kører, end hvad tilfældet er i Formel 1, siger Christian Rasmussen til DR Sporten.
Og spørger man Bo Baltzer Nielsen om størrelsen på Christian Rasmussens talent, er han ikke i tvivl.
- Jeg tror, at han kan blive den første dansker i IndyCar.
- Talentet kendte vi jo godt fra tiden, hvor han kørte gokart. Det var tidligt klart, at han havde både talent og drive til at skabe sig en karriere.
- Jeg husker en episode for en fem-seks år siden, hvor han kørte gokart. Han havde lige brækket armen og kom med den i gips og insisterede på at få lov til at køre. Det kunne han så ikke få lov til, men jeg synes, det siger noget om den vilje, der ligger bag. Han har gode forudsætninger, siger Bo Baltzer Nielsen.
Men den næste tid bliver afgørende for, om drømmen kan blive til virkelighed, spår han.
- Næste år bliver karrieredefinerende for Christian, for der begynder det at snerpe til, når han kommer op i de høje klasser.
Men selv er Christian Rasmussen ikke i tvivl. Han ender i IndyCar.
- Jeg har gennem hele mit liv villet være racerkører. Det vil være en drengedrøm, der går i opfyldelse, og jeg tror 100 procent på det.
- 2022 eller 2023 er vores mål, siger racerkøreren.