VIDEO Mudderbadet motocross-sejrherre bliver friet til på målstregen

Den fjerde DM-afdeling i motocross blev begivenhedsrig for Kim Sørensen, der både vandt det ene heat og blev friet til af kæresten. Nichlas Bjerregaard vinder samlet.

Motocross rimer på mudder, motor og romantik. Det var i hvert fald den indstilling som den danske motocross-kører Kim Sørensens kæreste havde, da hun valgte at fri til sin kæreste umiddelbart efter, han havde krydset stregen som nummer ét i MX1-klassen ved DM-afdelingen i Aalborg.

Måske var det i et forsøg på at holde Kim Sørensen lidt mere hjemme. Han kørte nemlig løbet med en skade, hvilket kæresten, der er fysioterapeut, var lidt bekymret for.

-Vi har talt meget om det. Efter min vurdering burde han nok ikke have kørt i dag, siger Lotte Østergaard.

Lotte Østergaard havde skrevet frieriet på den tavle, som kørende bruger til at få oplysninger om omgangstider og afstande. Kim Sørensen fik dog ikke lige øje på beskeden i farten. Men frireriet får manden i centrum til at overveje sin fremtid på de terrængående maskiner.

-Jeg sagde selvfølgelig Ja. Jeg ved ikke helt, om karrieren kommer til at fortsætte på højeste niveau. Måske - måske ikke, siger Kim Sørensen.

Suveræn favorit cruiser videre mod DM-titlen

Mens Kim Sørensen bliver dagens vinder i kærlighed, tager DM-seriens store triumfator, Nichlas Bjerregaard, sig af den sportslige del af sagerne. Med en førsteplads og en fjerdeplads i afdelingens to løb, vinder han afdelingen i Aalborg samlet.

Selvom han ikke fik en ønskestart, var han kynisk og kørte sig op på en sikker førsteplads. I den samlede stilling er der efterhånden langt op til Bjerregaard. Nu har han vundet seks ud af otte heats i DM-serien i MX1-klassen.

Efter afdelingen i Aalborg mangler der blot én afdeling i DM-serien. Den bliver kørt i Næstved den 30. september. Løbet kan følges på dr.dk/sporten.

Samlet pointstilling for top-10 i MX1 efter fjerde afdeling:

1. N. Bjerregaard - 381p

2. M. Gryning - 302

3. A. Falden - 290

4. B. Strate - 286

5. R. Johansen - 271

6. J. Sørensen - 260

7. R. Lynggard - 250

8. R. Sjöberg - 235

9. K. Sørensen - 231

10. S. Korneliussen - 201

Facebook
Twitter