VIDEO Sådan får du udstyret i orden som motocross-kører

Det er ekstremt vigtigt at have det rette udstyr i en sport som motocross.

Søndag blænder DR Sporten op for fjerde afdeling af DM i motocross, når feltet stiller til start i Aalborg.

Motocross er først og fremmest en actionsport med stort "A", hvor adrenalin og marginaler er i højsædet. Det gør dog også, at der er kontant afregning, når det somme tider går galt.

Derfor er sikkerheden selvfølgelig i top, når Danmarks bedste motocrosskørere dyster om det danske mesterskab. Vi har taget et kig på det udstyr, som kørerne har på, når de kører ud på banen.

Det inderste lag er vigtigt

Det er vigtigt, at sikkerhedsudstyret i motocross er behageligt. Det skal være stærkt, fleksibelt og så let som muligt. Derfor er det ofte lavet af materialer, der efterkommer disse krav.

Noget af det mest udsatte på kroppen, når man kører motocross, er knæene. Rigtig mange crosskørere døjer med led- og vridskader i knæene, og derfor er knæbeskyttere og knæskinner i god kvalitet i høj kurs. De tillader knæet at bevæge sig, som det skal, men samtidig låser de i retninger, der kunne beskadige ledbånd og bevægelige dele i knæet.

Desuden skal man også i Danmark køre med en rygbeskytter, der skal gå ned over halebenet. Dette selvfølgelig for at undgå brækkede rygge. Mange kørere vælger desuden at være iført brynjer, der, udover rygbeskytter, også indeholder skulderbeskyttere, eventuelle albuebeskyttere og så en såkaldt "roost deflector" foran på brystet, som har til formål at beskytte imod stenslag fra forankørende.

Materialet tæller

Hvad der skal køres med af sikkerhedsudstyr dikteres i reglementet for motocross, der er udarbejdet af Danmarks Motor Union. Der er nedskrevet flere detaljer, end man måske lige skulle tro.

For eksempel er der krav til, hvad kørerens tøj er lavet af, hvordan det sidder og faktisk også hvilket tryk og lignende, der befinder sig på det. Motocrosskørernes tøj, handsker og udvendige udstyr er dog som regel præget af klare og stærke farver, og det er en enorm industri i sig selv at producere tøj og udstyr til motocross.

Det er også vigtigt, at støvlerne er af ordentlig kvalitet og af et holdbart materiale, samtidig med at de skal være lette. Anklerne er stærkt udsatte i motocross, så derfor skal støvlerne være stive, samtidig med at de skal efterlade nok bevægelse i fodleddet, til at køreren kan flytte fødderne rundt på fodhvilerne og betjene bagbremsen og gearpedalen.

Crosskørerens krone

Som i det meste andet motorsport er hjelmen yderst vigtig i motocross. Den beskytter hovedet, og det har efterhånden udviklet sig til en hel videnskab at producere hjelme til motocross.

Når hjelmen er i den dyre ende, så indeholder den utrolig avanceret teknologi, der forsøger at fordele et eventuelt slag ud over skallen, så hovedet bliver mindre udsat. Desuden er det også et krav i Danmark, at man kører med en nakkekrave, der har til formål at beskytte nakken.

Det sidste, crosskøreren tager på inden han kører ud på banen, er som regel brillerne. De beskytter øjnene og er oftest udstyret med enten roll-offs ellers tear-offs, som er et lille ekstra lag, der har til formål at rense synsfeltet, hvis det skulle være blevet mudret.

Alt i alt er motocross en sport, der stiller store krav til udøveren, ligesom den også stiller store krav til deres udstyr.

Du kan se masser af motocrossudstyr i aktion, når DR Sporten søndag fra kl. 12.00 sender fjerde afdeling af DM i motocross i Aalborg. Det kan du ved at trykke her.

Facebook
Twitter