Øland og Claus Bretton-Meyer var ikke med ved bordet, da aftale blev indgået

Både Spillerforeningen og DBU valgte ikke at have deres direktører i rummet, da landsholdsaftalen skulle i hus.

  • Forholdet mellem Spillerforeningens Mads Øland og hans direktørkollega fra DBU Claus Bretton-Meyer har tidligere været i fokus. De var ikke med ved bordet, da den nye aftale blev indgået. (Foto: Niels Ahlmann Olesen/Keld Navntoft/Scanpix)
  • Da landsholdsaftalen skulle på plads, forhandlede den tidligere landsholdsspiller William Kvist alene med DBU's formandskab. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
1 / 2

Da den nye landsholdsaftale for de næste seks år mellem DBU og Spillerforeningen faldt på plads i den forløbne uge, var begge parters direktører ikke taget med til forhandlingerne.

Både DBU's direktør, Claus Bretton-Meyer, og Spillerforeningens Mads Øland, var kun med på sidelinjen.

I stedet var det til sidst kun DBU's formandskab bestående af formand Jesper Møller og de to næstformænd, Bent Clausen og Thomas Christensen, og den nu forhenværende landsholdsspiller William Kvist, der sad ved forhandlingsbordet og bankede de sidste dele af aftalen på plads.

Det bekræfter både DBU og Spillerforeningen over for DR Nyheder.

William Kvist sidder i Spillerforeningens bestyrelse.

Både Bretton-Meyer og Øland har ellers tidligere i forhandlingerne været vigtige forhandlere på de to sider.

FCK-spilleren William Kvists tid på landsholdet er forbi. Men under forhandlingerne om en ny landsholdsaftale var han med til at få enderne til at mødes til sidst. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Men forholdet mellem netop de to har ofte været beskrevet som køligt efter flere konfliktfyldte forhandlinger.

Manglende tillid

Ifølge Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, kan ændringen i forhandlingsholdet da også tyde på, at nogen har ment, der var brug for en udskiftning.

- Man har jo ment, at den bedste løsning var, at de tog over. Det er selvfølgelig påfaldende.

- Vi kan i hvert fald konstatere, at der i tidligere forhandlinger mellem de to har været et element af, at man bestemt ikke har haft tillid til hinanden, siger Troels Bager Thøgersen.

Han mener, at en del af mistilliden kan føres tilbage til den seneste landsholdsaftale fra 2015. Parterne var efterfølgende uenige om indholdet af aftalen, og måtte derfor have uenighederne afgjort i en voldgiftssag.

Den vandt Spillerforeningen i slutningen af 2016, og det endte med at koste DBU over tre millioner kroner.

- Siden dengang har forholdet ikke været rigtig godt. DBU har ikke villet indgå nogen aftaler, hvor der var tvivl om noget som helst. Derfor har det været et andet forhandlingsklima, hvor alt har været meget grundigt.

- Samtidig er begge parter gået langt i de her forhandlinger, og derfor kommer det til at se barskt ud, lyder det fra Troels Bager Thøgersen.

Nødt til at blive enige

Han mener dog ikke, at ændringen af personerne om forhandlingsbordet har været det afgørende for at få aftalen på plads.

DBU's formandskab præsenterede tidligere i dag den nye landsholdsaftale. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

- De var i sidste ende blevet enige alligevel. Jeg tror, de var et sted, hvor aftalen var så vigtig, at de var blevet enige uanset hvem der sad der, siger han.

Med den nye aftale har begge parter understreget, at det nu er vigtigt at få opbygget tillid mellem dem.

Og det er der brug for, vurderer Troels Bager Thøgersen.

- Når man siger, at man skal genoprette tilliden, siger man jo også, at den ikke er der nu. Det er i alles interesse, at der er et forhold, der fungerer. Men der er stadig flere ting, de har ladet ligge, og som de ikke er enige om. Så der er stadig grobund for konflikt, vurderer han.

Spillerforeningens direktør, Mads Øland, skriver i en kommentar til DR, at det er almindelig kutyme at køre med forskellige forhandlerhold.

- Det gjorde vi også i 2014, og det har vi gjort i det her forløb. Det har været min opgave som forhandlingsleder for Spillerforeningen at sikre en god aftale. Nogle gange har vi sendt advokaterne i byen, og andre gange har vi haft et fuldt forhandlerteam. Til slut valgte vi at have William Kvist med sammen med DBU's formænd.

Hele aftalen mellem DBU og Spillerforeningen kan læses her.

Facebook
Twitter