15-årige Freja opdagede surfing ved et tilfælde: ’Det har ændret mit liv’

Som 14-årig nåede den uerfarne surfer Freja Kristensen til finalen ved senior-DM’s sidste stop og vandt Junior-DM. Det blev starten på en helt ny livsstil.

(Foto: Anna Pettersson Kristensen)

Den larmende blæst på Løkkens mole presser den kolde havluft igennem overtøj og hud. Den tager fat i Freja Kristensens multifarvede surf-board og truer med at løfte hende med det næsten tre meter lange board ud på vandet, hvor det hører til.

Det er besynderligt koldt for en maj-dag, og ude i horisonten vandrer sorte skyer nysgerrigt hen imod os. Den 15-årige surfers hænder og fødder er slugt af sorte, tykke stofhandsker og –sko som et skjold mod kulden. Våddragten hjælper også på det.

En dag som i dag vil måske få de fleste surfere til at blive hjemme under dynen. Men for Freja Kristensen er det privilegiet ved at være surfer i Danmark – det iskolde vand. De iskolde hænder og vinden, der tager hende med på de mørke bølger.

- Vinter og efterår er de bedste årstider at surfe i. Bølgerne er bedre, jeg kan mærke det kolde vand under mig. Bare mig og havet, alene men ikke alene, siger Freja Kristensen.

- Det kan godt være, at der er bedre bølger i Klitmøller, men Løkken har noget, som er vigtigt for mig: Ro og fred, siger Freja Kristensen om, hvorfor hun er så glad for at surfe i Løkken. (Foto: Anna Pettersson Kristensen)

Freja Kristensen var 13 år, den første gang hun prøvede at surfe. Omkring et år senere vandt hun Junior-DM og kom på femtepladsen i Long Board Women ved Senior-DM, hvor hun også tog en finaleplads ved konkurrencens sidste stop.

Til stor overraskelse for den nu 15-årige surfer fra Løkken, der aldrig har haft en træner, og som havde opdaget surfing ved et tilfælde. Det var et nyt initiativ i skolen, som gav eleverne mulighed for at surfe. Freja Kristensen anede ikke, hvad det gik ud på og troppede op i bikini.

Det var en ækel følelse at tage den våde og kolde våddragt på, og hun kom aldrig op at stå på brættet.

- Jeg var virkelig dårlig, griner hun.

’I surfing svigter jeg kun mig selv’

Inden Freja Kristensen for første gang lagde sig på et surfboard ved Vesterhavets kyst, brugte hun næsten alt sin fritid på at spille fodbold. Hun så alle landskampene og drømte om selv at være med en dag.

Men efter næsten seks år, hvor konkurrencen og presset spidsede til på fodboldbanerne, satte surfing-oplevelsen sig fast i Freja Kristensen. Hun kunne ikke glemme følelsen af havets bevægelser og hænderne, som brød vandets kolde overflade, da hun padlede ud mod det uendelige. Det var følelsen af frihed. Noget, hun ikke kunne mærke med fodboldstøvler på.

- Følelsen af at ligge på boardet ude på Vesterhavet, hvor jeg har badet og har boet tæt på hele mit liv, er en ubeskrivelig følelse. Jeg fandt hurtigt ud af, at der i surfing ikke var det samme pres som i fodbold. Hvis jeg fejler i fodbold, svigter jeg et helt hold. I surfing svigter jeg kun mig selv – den tanke gør mig rolig, siger Freja Kristensen.

Efter surf-timen i skolen kom sommerferien, og for den dengang 13-årige pige kunne det nu kun gå for langsomt. Freja Kristensen fik et lille skumboard og en alt for tynd våddragt. Hver dag gik hun ned og lagde sig i vandet. Kiggede på de andre surfere. Studerede dem grundigt og beundrende. Så snart en bølge kom hendes vej, sprang hun op i håbet om at blive taget med.

  • 14-årige Freja Kristensen ved sit første senior-DM i Women Long Board sidste år, hvor hun nåede til finalen på det sidste stop og kom på en femteplads i den overordnede konkurrence. (Foto: Anna Pettersson Kristensen)
  • Samme år vandt hun junior-DM. Da var konkurrencen endnu ikke delt op i drenge og piger og long og short board. Junior-DM blev delt op i tre konkurrencer - i år er det kun to. (Foto: Anna Petterson Kristensen)
  • (Foto: Anna Petterson Kristensen)
  • (Foto: Anna Pettersson Kristensen)
1 / 4

En helt ny livsstil

Fodbolden føltes nu mere og mere som noget, Freja Kristensen skulle, og hun brød sig ikke om forventningerne, der fulgte med. Hun tog den svære beslutning om at sige farvel til fodbolddrømmen for at jagte friheden på et surfboard.

- Fodbold er et mere strengt miljø, hvor du bliver bedømt hele tiden. Surfing er mere afslappet. Det en livsstil, en måde at være og tænke på. Hvis der ikke er bølger, sætter man sig bare og drikker en kop kaffe med de andre. Man er en del af et fællesskab, hvor man hjælper og opmuntrer hinanden.

En livsstil, som Freja Kristesen har taget til sig. Sammen med en veninde startede hun et girl surf-hold i Løkken Surf Klub for piger fra 15 til 20 år for at hjælpe flere ind i sportsgrenen. Da Freja Kristensen selv startede med at surfe i Løkken, var hun ofte den eneste pige ude på vandet. På girl surf-holdet er der lige nu ni piger, og de er kun lige begyndt.

- Jeg skal have et stort hjerte og lære fra mig, tillade at nogen giver mig hjælp og hjælpe andre. Jeg prøver også altid at være glad og give et smil til andre ude på vandet. Det får mig i godt humør og gør mig til en bedre surfer, siger hun.

- Surfing har ændret mit liv, og jeg har inddraget mindsettet i alle andre aspekter af mit liv. Det har fået mig til at føle mig mere i live end nogensinde før.

Håber at gøre det igen

Freja Kristensen kunne alligevel mærke en ændring i sig selv og i dem omkring sig, efter hun kom på en femte plads ved senior-DM og vandt junior-DM sidste år. En sponsor skrev til hende ud af det blå, og pludselig er den nu 15-årige surfer ambassadør for et surf-mærke og har både et junior-DM og en femteplads ved senior-DM at forsvare.

- Nu er der jo igen kommet mere pres på mig og større forventninger. Men jeg prøver ikke at tænke på alt det, der er på spil for mig, men beholde surfer-attituden, som jeg hele tiden har haft. Det har jo virket indtil videre.

- Hvis jeg er helt koncentreret, surfer jeg ikke godt. Så låser jeg mig selv fast. Der er noget frigørende ved tanken om, at du pludselig er en del af naturen, som du ingen chance har for at styre. Så jeg prøver at give slip på mig selv i bølgerne og lege med, siger hun.

Junior-DM’s første stop ud af to er i dag, og om en lille måned begynder senior-DM den 5. juni. Som om det ikke var nok, vil Freja Kristensen også senere på året finde ud af, om en gammel drøm i nye klæder går i opfyldelse: En plads på junior-landsholdet.

Noget, som surferen qua sine resultater selv tror på, der er gode chancer for. Hvis det lykkes, vil Freja Kristensen for første gang få en træner.

- Det er da spændende at tænke på, hvor det kan føre hen, hvis jeg får træning. Sidste år klarede jeg det dårligt ved de første stop i begge konkurrencer, og alligevel endte jeg med at vinde og komme i finalen, fordi jeg for hvert stop udviklede mig enormt meget.

Freja Kristensen lægger sig stadig ud i Vesterhavet på sit board og studerer de andre surfere med stor beundring, memorerer, gør efter og suger tips og tricks til sig - og hun bliver ved, til det lykkes. Dag ud og dag ind. For den unge surfer tror på, at øvelse gør mester.

- Jeg har kun surfet i to år, så jeg glæder mig helt vildt til alt det, jeg skal lære i år. Jeg vil forsøge at vinde junior-DM igen, og så håber jeg på, at jeg mindst får en femteplads ved senior-DM, selvom jeg kun er 15 år.

(Foto: Anna Pettersson Kristensen)
FacebookTwitter