16-årige Anna løb 250 kilometer gennem Sahara med sin far: 'Jeg elsker en udfordring'

Anna Kroijer deltog i Marathon Des Sables med sin far. Hun er den yngste kvinde nogensinde til at gennemføre løbet.

Det er præcis en uge siden Anna og Lars Kroijer landede hjemme i London efter Marathon Des Sables. Foto: Privatfoto

Hvad ville du lave sammen med din far, hvis du var 16 år? Tage ham med på stadion? I biografen? Se en serie hjemme på sofaen?

Det var ikke en af de muligheder, Anna Kroijer valgte. I stedet tog hun sin far, Lars Kroijer, med til et ultraløb. 250 kilometer på seks dage. I Saharaørkenen. I 50 graders varme.

- Det er en ret unormal far-datter-aktivitet, det vil jeg gerne give dig ret i, indrømmer Lars Kroijer.

Føles som at kunne alt

Da Anna var ni år, løb hendes far, Lars Kroijer, Marathon Des Sables første gang. 250 kilometer fordelt på seks dage gennem Saharaørkenen. Det er cirka et maraton om dagen. Gennem sandbanker og i bagende hede.

- Der var det nok lidt for tidligt at tage hende med, griner han.

Men denne gang var det Anna, der hev ham med. Nu var hun fyldt 16 år, som er den nedre aldersgrænse for løbet, og så kunne det ikke gå hurtigt nok.

Hvis det ikke var blevet udskudt på grund af covid-19, men var blevet afholdt i april som planlagt, var Anna blevet den yngste deltager nogensinde. Nu må hun 'nøjes' med at være den yngste kvinde til at gennemføre det.

Men hvorfor udsætte sig selv for de strabadser?

- Jeg elsker en udfordring, og jeg kigger altid efter den næste ting at prøve. Det er nemt at stoppe, når ting bliver svære, men at vide at jeg kan holde ud, giver mig en følelse af, at jeg kan alt, siger Anna Kroijer om sin deltagelse.

Hendes far har altid været hendes rollemodel, og derfor var det helt naturligt, at de skulle på det eventyr sammen.

- Han har fortalt mig, siden jeg var lille, at jeg kan virkelig gøre alt, hvis jeg prøver hårdt nok.

Ekstra hårdt løb i år

Og det blev også en hård - og varm - prøvelse for far og datter. Selv de lokale marokkanere var overraskede over, hvor høje temperaturerne var. En dag blev der målt hele 52 grader i solen.

- Det føles som om, at varmen aldrig har en ende. Den rammer meget hårdt, og jeg har aldrig været i sådan en varme før, fortæller Anna.

- Men det mærkelige er, at kroppen vænner sig til det. Det bliver aldrig nemt, men det er nemmere sidste dag end første dag, selvom det er samme temperatur, tilføjer Lars Kroijer, der også deltog i løbet tilbage i 2014.

Dette år slog også en anden, mere kedelig rekord. Tæt på 50 procent af alle deltagerne faldt fra undervejs, hvilket er flere end nogensinde før. Udover varmen lagde en virus også deltagere, frivillige og sundhedspersonale ned.

Ofte kunne Anna og Lars Kroijer høre folk omkring sig kaste op og have dårlig mave. Mange endte med at falde fra, fordi de var for afkræftede.

- Efter at have lært folk at kende var det hårdt at se alle de meget stærke mennesker gå helt i stykker. Mange deltagere er eliteløbere eller i militæret, men alle følte den samme varme, afstand og træthed, siger Anna.

Heldigvis styrede far og datter uden om sygdom og svære skader. Og så var det bare at holde næsen og fødderne i sporet.

'Nogle gange ser man mere forhindringer, end man ser skønheden', fortæller Lars Kroijer om det golde, bakkede landskab i Saharaørkenen. Foto: Privatfoto

- Man må aldrig stoppe. Det er sådan, man udgår. Hvis man sætter sig ned og har ondt af sig selv, så bliver det svært at komme op igen, fortæller Lars.

I stedet delte de ruterne op i mindre bider. Løbet fungerer som et orienteringsløb, og far og datter brugte kortet til at lave nedslag til for eksempel det næste vanddepot.

De barske vilkår fik også sat tankerne i gang om tilværelsen derhjemme i den civiliserede dagligdag. Og kontrasterne var ikke til at overse.

- Man får meget perspektiv på sin hverdag. Det var sjovt at tænke på, at jeg kunne sidde til matematiktime, men i stedet var jeg i Sahara, siger Anna.

Man skal snakke om de svære ting

En af grundende til, at begge kom igennem det fysisk og metalt krævende løb var, at de havde hinanden.

På løbets anden dag faldt en deltager om med hjertestop, og hans liv stod ikke til at redde, selvom flere andre deltagere og en lægehelikopter hurtigt var fremme.

- Jeg tror, at nyheden fik alle til at stoppe op og virkelig tænke over intensiteten og ekstremiteten af det, vi forsøgte, siger Anna om den chokerende oplevelse.

Det gjorde det også meget tydeligt, hvor vigtigt det var, at de kunne tale åbent og ærligt om deres tanker med hinanden, og at de følte sig komfortable nok til også at snakke om svære ting.

Anna Kroijer vurderer, at hun drak fem-seks liter vand om dagen. Ved et normalt aktivitetsniveau anbefales det at drikke halvanden liter om dagen. Foto: Privatfoto

- Det er enormt vigtigt, at man ikke går og gemmer, hvis man har det svært. Både fysisk og psykisk. Ellers går man og bekymrer sig, om den anden har det godt, siger Lars Hoijer og fortæller, at deres tætte forhold var grunden til, at de fortsatte, selvom de var påvirkede af situationen.

Det er hans datter helt enig i.

- Han støttede mig meget, og vi var der for hinanden hele vejen, følelsesmæssigt og praktisk, fortæller hun om støtten fra sin far, som hun også kalder sin bedste ven.

Anna og hendes far er også meget taknemmelige for, at de har hinanden at dele oplevelsen med efter hjemkomsten.

- Det er jo en helt unik oplevelse at have sammen. Det er svært at snakke med andre om. Det er utrolig rart at have en, man kan dele alle de her følelser med, og det har helt sikkert bragt os tættere sammen, siger Anna Kroijer.

Skal i rode jer ud i noget lignende i fremtiden?

- Måske. Det vil jeg meget gerne, siger Anna Kroijer med det samme.

Hendes far er dog mere tvivlende.

- Så bliver det uden mig. Så må du tage mor med, haha.

Anna og Lars Kroijer gennemførte løbet på lige over 68 timer. Foto: Privatfoto
FacebookTwitter