18-årige Ellen bruger sabbatåret på skak: Målet er at spille så meget som muligt

18-årige Ellen Fredericia Nilssen er med, når der 2. juledag spilles de første partier ved VM i hurtig- og lynskak.

Ellen Fredericia Nilssen rejser meget, når hun deltager i skakstævner, og selvom det er hårdt at skulle være så meget væk fra de bedste veninder, støtter de hende.

Mens det nok er Bezzerwizzer og nye konsolspil, der har fyldt mest til julefrokoster og under juletræerne i de danske hjem, så er det et mere traditionel spil, som dominerer julen for 18-årige Ellen Fredericia Nilssen. Hun spiller skak. Hele tiden.

Sent juleaften kom hun hjem til Danmark efter at have spillet en turnering i Spanien, og juledag rejste hun til Rusland, hvor VM i hurtig- og lynskak begynder i dag.

Ellen Fredericia Nilssen er i Moskva via et wildcard, da hun blev nummer to ved det seneste DM og derfor ikke var automatisk kvalificeret til turneringen, hvor kun nationale mestre eller spillere med en tilstrækkelig høj rating inviteres.

- Det er en kæmpe ære. Jeg har altid fulgt stævnet hjemmefra og drømt om, at det en dag var mig, der sad og spillede med, siger 18-årige Ellen Fredericia Nilssen.

Og selvom julen har budt på mere skak end konfekt, så er det præcis sådan, Ellen Fredericia Nilssen gerne vil have det.

- Jeg er vant til at have et tæt program og rejse meget. Jeg er bare glad og taknemmelig for at have muligheden for at udleve min passion for skak, fortæller den unge københavner.

Sabbatår og skakteori

Ellen Fredericia Nilssen holder lige nu et sabbatår. Men hvor andre på hendes alder måske backpacker i Sydøstasien, rejser Ellen Fredericia Nilssen rundt til nordiske mesterskaber og skakolympiader, og solbriller og surfbræt er byttet ud med skakbræt og bøger om skakteori.

- Målet er at spille så meget skak som muligt.

Ellen Fredericia Nilssen bruger da også meget tid på træningen.

- Jeg sidder med en skakbog og et skakbræt foran mig, og så er det bogen, der giver mig instrukser om, hvad jeg skal gøre. Én gang om ugen træner jeg med min træner. Vi kigger på de partier, jeg har spillet i turneringer og ser på, hvor jeg skal forbedre mig. Normalt får jeg derefter nogle opgaver, som jeg skal løse til næste gang.

Ellen Fredericia Nilssen har ikke tal på, hvor mange timer hun har brugt på at nå hertil. Det nærmeste hun kommer det, er ”meget lang tid”.

Et godt træk

Interessen har Ellen Fredericia Nilssen ikke fra fremmede. Begge forældre er nemlig skakentusiaster. Men end ikke i skak kan man tvinge hesten til at drikke, selvom den er trukket til truget, og som lille viste Ellen Fredericia Nilssen ikke den store interesse for de 64 felter og 32 brikker.

Det var først, da moren for otte år siden tog datteren med i skakklub, det tog fart.

Besøget skulle vise sig at være et godt træk. Den dengang 10-årige Ellen lod sig nemlig hurtigt begejstre af det klassiske brætspil.

- Det, der fascinerer mig mest ved skak, er, at man altid kan lære noget nyt. Der vil altid være små nuancer, der kan gøre en kæmpe forskel. Det er et umuligt spil at mestre, hvilket gør, at det aldrig bliver kedeligt, siger Ellen Fredericia Nilssen, der beskriver sig selv som en allround skakspiller.

Men der var også noget andet, der appellerede til hende dengang under det første besøg i skakklubben.

- Jeg mødte nogle fantastiske mennesker - hvoraf jeg stadig snakker med et par stykker i dag - og jeg besluttede derfor at starte til skak regelmæssigt.

Den del af spillet har lige siden fyldt meget, når Ellen Fredericia Nilssen har deltaget ved turneringer i ind- og udland.

- Skak er et individuelt spil, men det sociale har en kæmpe betydning. Jeg har fået venner fra hele verden, der har været med til at gøre hver enkelt rejse til noget specielt.

Vennerne hjemme i Danmark kan så følge med på Ellen Fredericia Nilssens Facebook-blog, når hun er bortrejst. Der er heldigvis forståelse for den travle livsstil.

- Mine venner synes, at jeg rejser meget, men de er også glade på mine vegne.

Vennerne må vente lidt endnu med at få hende hjem. Der er nemlig lige et VM, der skal spilles først. Og Ellen Fredericia Nilssen glæder sig bare til at komme i gang.

- Der er ikke det, jeg ikke ser frem til. Jeg skal for første gang i mit liv til Rusland, jeg skal spille med i en turnering, som jeg i så lang tid har drømt om, og jeg skal befinde mig blandt alle de bedste spillere i verden, siger Ellen Fredericia Nilssen.