34 år er ingen alder: Dansk VM-roer er blevet bedre til at træne sig i hegnet

Fie Udby Erichsen synes slet ikke, hun har vundet medaljer nok i karrieren, men OL-sølvvinderen fra 2012 føler sig godt rustet til at byde ind på en medalje mere ved VM i Linz.

Fie Udby Erichsen og det danske landshold tager søndag hul på verdensmesterskaberne i roning. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

34 år gammel.

I mange sportsgrene begynder det at blive svært at følge med i den alder. Når de irriterende friske og yngre udfordrere dukker op med deres eksplosivitet og evne til hurtigt at blive klar til næste opgave.

Det gælder også i roeren Fie Udby Erichsens verden, men det dæmper ikke hendes forventninger, for der er også mange fordele ved at være blevet en af de erfarne, fortæller hun inden den kommende uges VM i Linz i Østrig og pointerer, at 34 år ikke er nogen høj alder i roning.

- Roning er en udholdenhedssport. Hjertet bliver større og større, og man bliver fysisk bedre og bedre – indtil en vis grænse. Når man har rundet 40, bliver det svært. Men Eskild Ebbesen er et godt eksempel på, at man stadig kan være på toppen, når man har rundet 40, siger hun om den tredobbelte OL-guldvinder og mangeårige fjerdedel af ’Guldfireren’.

Selv har Fie Udby Erichsen en enkelt OL-medalje på cv’et. Og en enkelt VM-medalje i firerbåden i 2008. Alt for lidt, hvis man spørger hende selv.

- Træningen og hverdagen er sjov, udviklingen og ens stræben efter at blive bedre er sjov, og jeg gør ikke det her for medaljernes skyld. Men det er nu engang sjovere, når det hårde arbejde bliver krydret med medaljer. Det er alligevel mange år for en enkelt OL-medalje og en enkelt VM-medalje, siger hun

Fie Udby Erichsen har sammen med resten af det danske landshold været i Østrig siden 27. juli, hvor de har forberedt sig sammen frem mod verdensmesterskaberne.

Hviledag giver overskud

Et VM passer Fie Udby Erichsen godt. For da er der – i modsætning til World Cup-løbene – en hviledag mellem de syv-otte minutters udmattende pinsler i båden.

- Jeg er fan af VM. Jeg ved, at jeg kan være klar til hvert eneste løb. Jeg kan presse mig og ved, at jeg kan komme mig igen bagefter. Det gælder også for de andre, så det er jo ikke, fordi det giver mig en fordel. Det er bare rart at vide, siger hun, så man kan nærmest kan se smilet blafre side om side med mobilstrålerne til Danmark.

- Restitution er problemet i min alder. Når man skal ro to løb på en dag, begynder det at være ’tough’. Så kan jeg godt mærke, at jeg ikke er 22 længere.

- Til gengæld er jeg blevet bedre til at træne mig i hegnet. Jeg kender også mine grænser bedre og ved, når jeg skal holde fri eller cykle i stedet for at ro. Jeg er bedre til at undgå skader, og jeg kan simpelthen træne bedre, siger den 34-årige dansker, der da også langt fra er den ældste deltager ved VM.

Konkurrenten Ekaterina Karsten på 47 år og seksdobbelt verdensmester for Hviderusland stiller for eksempel stadig op.

Fie Udby Erichsen har altså ikke nødvendigvis alderen imod sig, men hører i stedet til i det brede felt af roere i kvindernes singlesculler, der kan snuppe en af de seks pladser i næste søndags finale.

Drømmen er OL i Tokyo

En medalje er målsætningen for de fleste, men der er samtidig en anden dagsorden til VM. Der er nemlig også kvalifikation til OL på spil, og bliver Fie Udby Erichsen blandt de ni bedste, har hun sikret Danmark en plads ved OL og dermed sandsynligvis også sig selv en tur til Tokyo næste år.

- OL-pladsen er det vigtigste. Finalen er mit mål, for så er OL-pladsen på plads, og så har jeg samtidig en mulighed for at ro om en VM-medalje. Men bare at komme i top 9 er vanvittigt hårdt. Og at skulle ro en b-finale om at komme til OL er helt forfærdeligt!

  • Roeren Fie Udby Erichsen vandt en sølvmedalje ved OL i London for syv år siden. (Foto: JIM YOUNG © Scanpix)
  • Danskeren har lært sig selv og sin krop bedre at kende gennem karrieren, og det er blevet en stor fordel. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
1 / 2

- B-finaler er noget af det mest vanvittige, jeg har set. Det er alt eller intet, og der bliver ofte vendt rundt på det hele i b-finaler. Nogle er kommet bagfra og har sikret sig en OL-plads mod nogen, der var skuffede over ikke at komme i a-finalen. B-finaler er altid fuldstændig uforudsigelige, siger Fie Udby Erichsen.

- Bare det at snakke om det nu, giver mig sitren i kroppen, tilføjer hun efter en lille pause og fortsætter:

- Jeg prøvede det i toeren i 2007, og da blev vi en placering for dårlig. Da var der gravstemning bagefter. Man ved, at man har haft chancen, men at man ikke udnyttede den.

- Det er ikke sjovt. Men jeg har jo heldigvis stået i situationen før, så jeg ved, hvad der skal til, og jeg har det bedre med min krop, end jeg havde ved VM i både 2011 og 2015, så jeg er ikke nervøs for ikke at kunne præstere. Jeg glæder mig til at komme i gang og vise, at det her er mit VM, siger den 34-årige dansker.

Karrierens højdepunkt kom med OL-sølvmedaljen i London. Men der er andet end selve medaljen, der har lagret sig i hukommelsen hos Fie Udby Erichsen.

- Et OL som det i 2012 vil man opleve meget få gange. De forguder roning derovre, og der var mange mennesker omkring banen. De råbte og skreg, som var det på et fodboldstadion, så det var som at ro ned gennem en lydtunnel. London var helt fantastisk, siger hun.

Høj bølgegang i Rio

Rio de Janeiro kan som by også noget. Fie Udby Erichsen har dog ikke de bedste minder fra den brasilianske storby. Hun kvalificerede sig godt nok til OL-finalen i 2016, men så skete det, der ikke må ske.

Danskeren mistede simpelthen grebet om åren i finaleløbet og mistede samtidig alle muligheder for en topplacering. En begynderfejl, kaldte hun det helt knust efter løbet.

- Det fylder heldigvis ikke så meget nu som oplevelsen i London. I Rio var det uvejr og kæmpe bølger, som jeg aldrig har oplevet før. Så selvom kulissen var enormt smuk med Sukkertoppen, Kristusstatuen og bjergene omkring banen, så var vandet dårligt, og det fungerede bare ikke. Så OL i '12 og OL i '16 var på alle måder to vidt forskellige oplevelser.

Og det er ikke skuffelsen fra Rio, der har fået hende til at fortsætte som en anden sammenbidt hævner, understreger hun.

- Jeg havde allerede inden OL snakket med min mand om at fortsætte med at ro, men da uheldet skete, måtte jeg alligevel lige mærke efter, om jeg stadig havde lyst, eller om det var skuffelsen, der drev mig.

- Min søn skulle ikke opleve, at jeg kom hjem sur og irriteret, som jeg er sikker på, at jeg oftere ville være, hvis det var skuffelsen, der drev mig. Det er livet simpelthen for kort til. Men jeg blev heldigvis hurtigt bekræftet i, at det stadig var sjovt at ro, siger Fie Udby Erichsen.

Stort og stærkt felt

Den danske roer beretter, at formen er god, at hun har kunnet træne igennem, og at de rygproblemer, der plagede hende i foråret, er væk.

- Jeg synes, jeg har fundet noget mere fart, og det er fedt. Men jeg ved jo ikke, om de andre ikke også har fundet mere fart, siger Fie Udby Erichsen.

- Vi presser os jo alle over grænserne. Det er også det, der er sjovt, men jeg ved, at hvis jeg leverer mit bedste, så kan jeg godt være med. Teknikken er det, der har været mit problem hen over foråret og sommeren, men jeg har følelsen af, at jeg selv bestemmer, at det hele ligger på rygraden. Det bliver sjovt at se, hvordan det hele fungerer, siger hun.

Et andet punkt på plussiden er banen i Linz, hvorfra hun har gode minder. VM-bronzen i 2008 og senest i 2018 med en medalje ved et af de tre årlige World Cup-løb.

- Jeg kan godt lide banen, der er sådan en udgravet arm på Donau-floden, og den ligger nærmest nede i et hul med store træer omkring. Så selvom det blæser meget, bliver bølgerne ikke så store. Og jeg er ikke så glad for bølger, så derfor er jeg vild med den her bane, siger hun.

  • OL i Rio blev en skuffende oplevelse for danske Fie Udby Erichsen, der missede finalepladsen i sin singlesculler. (Foto: MURAD SEZER © Scanpix)
  • Det var udfordringer med den højre åre, som kostede danskeren dyrt ved de Olympiske Lege i 2016. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)
1 / 2

Fysik, teknik og det mentale. De tre afgørende faktorer. Og hvad der så kan bringe Fie Udby Erichsen ud af kurs, er simpelt.

- Når jeg kigger ned over startlisten, siger hun og griner.

- Jeg har aldrig før stillet op, hvor der var 39 tilmeldte både. Nogle af landene ved jeg, at jeg kan slå, men bare for at komme i semifinalen ved jeg, at jeg skal ro stærkt.

To gange tidligere i karrieren har Fie Udby Erichsen underpræsteret ved et VM, når det har ligget året før et OL. Det skete både i 2011 og 2015.

- Det kan også få en til at ryste lidt i bukserne.

- Alt det, jeg laver under træning, mine forberedelser, og at jeg kunne være med ved EM, trækker den anden vej. Jeg har masser af beviser for, at jeg ror stærkt, og at jeg kan slå mange af dem, siger Fie Udby Erichsen.

VM begynder søndag med de første indledende løb. Derefter følger opsamlingsheat, kvartfinaler onsdag, semifinaler fredag og finaler søndag.

Facebook
Twitter