35-årige Dennis sumpede foran sin computer i ti år: 'Uden sport ville jeg gå i sort igen'

Kulturministeriet har afsat en pulje på 19,2 millioner kroner, der skal få socialt udsatte til at søge ind i idrættens fællesskaber.

Klokken er langt ude på natten. Dennis Konstmann har snart rundet sin 12. time foran computeren. Ved siden af ham ligger affaldet fra det grillmad, han spiste i går.

Eller er det ældre? Dennis kan ikke huske det.

For han er dybt fokuseret på den karakter, han spiller. Han er karakteren og lever i spillets univers langt væk fra virkeligheden.

Trætheden er dog ved at melde sin ankomst, og Dennis lægger sig snart til at sove de næste 12 til 14 timer, inden han sætter sig foran computeren igen i morgen.

Sådan levede Dennis i ti år, indtil han for fire år siden tog til sin første fodboldtræning hos Recovery Bulls. Et stof- og alkoholfrit idrætsfællesskab for socialt udsatte.

I dag bliver han kaldt ”Muren” af de andre i fællesskabet. Og det er der en rigtig god grund til ifølge stifter og direktør for stedet Even Ramsland:

- Har du hørt, hvor svær Berlinmuren var at trænge igennem? Det er cirka det samme, når man skyder på mål på Dennis i fodbold. Det er næsten umuligt at score. Og det hjælper ikke, hvis man går ind i ham - så flyver man bare tilbage. Han bliver stående som en mur.

Dennis Konstmann kan godt lide opgaven som målmand, hvor han skal tænke hurtigt og kunne læse folk. Men også fordi det betyder, at han skal passe sin egen biks og ikke behøver at råbe så meget til de andre.

Det med at kommunikere til andre er han ikke særlig god til, mener han selv. Men han er blevet bedre og bedre de sidste fire år, han har været hos Recovery Bulls.

- Fællesskabet her giver mig mere mod til at tale med andre og meget andet. Jeg får lavet mere derhjemme og kommer mere ud, hvor, hvis jeg har misset nogle træninger, begynder jeg at hænge med hovedet derhjemme og føle mig ensom igen, siger Dennis Konstmann.

Se "Muren" forsvare målet, når direktør for Recovery Bulls Even Ramsland prøver at score.

Fra opholdssted til opholdssted

Ensomheden har været en trofast følgesvend for den 35-årige chauffør hele hans liv.

Dennis Konstmann er oprindeligt fra Esbjerg, men fra han var ti til 19 år, boede han på fem forskellige opholdssteder. Tredje gang var to uger inden hans 9. klasseeksamen.

Ifølge Dennis Konstmann selv var hans far ikke egnet til at være forælder, og moren kunne ikke klare tre børn alene. Derfor blev Dennis som tiårig og hans fem år yngre søster tvangsfjernet. De havnede hver deres sted, mens lillebroren på tre år blev hos moren.

- Min søster og jeg måtte ikke være sammen. Vi skiftedes til at være hjemme på weekend hos vores mor, så vi så aldrig hinanden. Vi taler ikke så meget sammen i dag, fordi vi selv var for små til at holde kontakten, siger han.

De mange skift i Dennis Konstmanns liv gjorde det svært at skabe nære relationer og struktur i hverdagen. I stedet brugte han sin energi på at blive god til sport. Allerede som otteårig klarede han sig godt i konkurrencer i vægtløftning, og siden hen dyrkede han alt fra atletik til bueskydning.

Som 16-årig blev han forflyttet til et opholdssted i Nordjylland, hvor han tog grundforløbet som tømrer. Dennis Konstmann prøvede herefter at bo i sin egen lejlighed, men ensomheden voksede med bunkerne af skrald, der var for uoverskuelige at gøre noget ved.

- Jeg havde kun talt med pædagoger det meste af mit liv, så jeg havde ikke lært at være sammen med og tale med andre mennesker, og jeg kunne ikke selv tage initiativet til at komme i gang med noget som helst. Så jeg blev meget ensom og manglede det spark bagi for at komme i gang, siger Dennis Konstmann.

Ti år i en falsk virkelighed

Som 20-årig flyttede han tilbage til Esbjerg for at være tættere på moren og blev værnepligtig. Her fandt Dennis Konstmann tryghed i strukturen og planlagde at blive i militæret.

Men en infektion i ryggen, der skulle opereres væk, gjorde ham sengeliggende i over et halvt år, hvor han ikke måtte lave nogen form for bevægelse med ryggen, og en aktiv tilværelse var udelukket.

- Så jeg begravede mig i computerverdenen i stedet. Jeg var nødt til at finde noget nyt at være god til, og i spillet skulle jeg ikke forholde mig til at være Dennis. Jeg var den karakter, jeg spillede, og skulle ikke tænke på alt muligt. Computeren blev mit stof de næste ti år.

I de ti år var Dennis Konstmann arbejdsløs og havde ingen omgangskreds. Dagene blev brugt på at sove og spille strategispil på nettet. Imens blev fastfood den daglige kost, og vægten gik fra 80 til 120 kilo det første halve år.

En dag ringede telefonen. Det var Dennis’ lillebror, der ville have ham med til en fodboldtræning, der blev afholdt af Recovery Bulls. Det sagde Dennis ja til.

- Her fik jeg min første succesoplevelse siden barndommen. Jeg opdagede, at det var sjovt at komme ud og lave noget med andre. Atmosfæren var rar, og de var gode til at støtte mig, siger han.

Dennis Konstmann har fået foreviget mindet om, hvad Recovery Bulls har betydet for ham med en tatovering af en rød mur, en fodbold og stedets navn.

”Muren” kan ikke væltes

Da Dennis begyndte at komme hos Recovery Bulls for fire år siden, var fodbold den eneste aktivitet. Et år senere startede Dennis et badmintonhold op, som han udover petanque og bueskydning er holdleder for.

Som holdleder er det nødvendigt for Dennis Konstmann at have struktur i hverdagen og møde op på bestemte dage for ikke at svigte de andre.

- Dengang jeg bare skulle møde op på kommunen, tog jeg det ikke seriøst, for det var bare en kommune. Som holdleder forventer alle de her mennesker noget af mig, og de skal vide, at de kan regne med, at jeg har styr på det og møder op, siger han.

- Samtidig er det mig, der har ansvaret for at tage kontakt til andre og kommunikere med folk. Det, at jeg har været nødt til at øve mig i at være mere udadvendt, har virkelig udviklet mig, siger han.

Både Even Ramsland og Dennis Konstmann selv er sikre på, at det ansvar, han har fået i fællesskabet, har hjulpet ham i job. For halvandet år siden blev han chauffør på deltid, og fra i sommer har det været som flexjob.

Med de ekstra penge på lommen drømmer Dennis Konstmann om at flytte fra sin etværelses til en toværelses lejlighed.

- Hvis jeg ikke havde Recovery Bulls, ville jeg gå i sort og ikke komme ud. Så ville ensomheden vende tilbage og tage mit overskud og drømme om en ordentlig tilværelse.

Han kigger lidt rundt. Vi sidder i et lille lokale i Esbjergs sportshal, der er fyldt med skinnende pokaler i forskellige glasmontrer. Pokalerne er fra de talrige sportsturneringer, Recovery Bulls har været med i igennem årene.

Dennis Konstmann peger på den ene overfyldte glasmontre, der står i hjørnet, og smiler:

- Mindst otte af guldpokalerne i den har jeg vundet.

Det er nemlig ikke kun som målmand, Dennis Konstmann har evner. ”Muren” har vundet utallige pokaler i turneringer for alt fra fodbold, badminton, petanque og bueskydning - i sidstnævnte vandt han guld to år i streg.

- Jeg får en større tro på egne evner, når jeg får de her succesoplevelser og kan se, at jeg godt kan. Det er virkelig rart, siger Dennis Konstmann.

Facebook
Twitter