Årets Energibundt går til initiativrig badminton-formand

Gitte Paulsen har fået flere frivillige til Lindholm Badminton Klub.

Gitte Paulsen har fået prisen Årets Energibundt. Prisen uddeles af Danmarks Idrætsforbund og energiselskabet Ørsted til en frivillig, som med en særlig indsats bidrager til sammenholdet i en idrætsforening.

Og det må 53-årige Gitte Paulsen i sandhed siges at gøre i nordjyske Lindholm Badminton Klub.

Hun har blandt andet opfundet konceptet ’Snak og Æd’, der er hendes eget selvopfundne erstatningsord for det mere tørre ’forældremøde’.

Ved at møde forældrene til børn i klubben til en snak, har hun fået dem til at hjælpe med en masse af de praktiske gøremål, så Gitte Poulsen selv har kunnet lære ungdomstrænerne op og selv stå for træningen af klubbens yngste medlemmer.

Ønsker at give noget tilbage

For at overskueliggøre arbejdet for de frivillige i klubben har Gitte Paulsen desuden skabt det, hun selv kalder en ’klubhåndbog’. Bogen indeholder et årshjul, der giver et overblik over arrangementer, stævner og sociale begivenheder i klubben.

Gitte Paulsen, der ved siden af sin indsats i Lindholm Badminton Klub også er formand for Badminton Nordjylland, har selv spillet badminton, siden hun var barn, og det er ønsket om at give noget tilbage, der får hende til at lægge så meget energi i det nordjyske badminton-miljø.

Gitte Poulsen vinder prisen foran Lis Bay fra Tissø Roklub og Anders Scheibel fra Roskilde BMX-klub.

Facebook
Twitter