Anne Cecilie droppede selvkritikken, da hun blev mor: Hvordan skal min datter se op til mig, hvis jeg taler grimt om mig selv?

Håndboldspilleren Anne Cecilie la Cour blev bedre til at anerkende sig selv, da hun blev mor.

Det er den 27. maj 2018. Anne Cecilie la Cour spiller DM-finale med sit hold, København Håndbold. Denne kamp er den tredje og afgørende. Det er nu, det gælder.

Det er kun lidt over syv måneder siden, at datteren Ellinor kom til verden, men Anne Cecilie la Cour har været i gang på håndboldboldbanen i fem måneder. Og det går godt. Bedre end forventet. Hun har kunnet træne stort set gennem hele graviditeten, hendes fødsel forløb nemt, og genoptræningen er også gået over forventning.

Hun er mere fokuseret, når hun er til træning, og hun er blevet bedre til at lægge de negative ting væk, når de opstår, for hun ved, at når hun træder ud af hallen, er hun nogens mor igen. Men på banen er intensiteten den samme, viljen til at vinde er den samme. Når hun træder ud af hallen og cykler hjem til sin kæreste og sin datter, bliver håndbold igen sekundært.

Selvkritikken på retræte

Inden Anne Cecilie la Cour blev mor, var hun sin egen værste kritiker. Kunne blive sur, selvom holdet havde vundet, men hun havde spillet en dårlig kamp. Kunne græde, hvis hendes afslutninger ikke gik i nettet. Kunne blive ked af det over en dårlig træning. Slog sig selv i hovedet igen og igen, hvis det ikke gik, som det skulle.

Og når det gik godt, kunne det altid blive lidt bedre. Når hun havde scoret fem mål, burde hun havde scoret seks. Det var svært for hende at klappe sig selv på skulderen og sige til sig selv, at det var godt gået, det, hun havde gjort. Men det har ændret sig. Hun har fået et nyt perspektiv.

- Man har gennemført en graviditet, man har født, man har en datter, der har det godt, man er kommet hurtigt tilbage på banen, og alt er gået godt, og kroppen har klaret det hele. Jeg har sagt til mig selv, at nu bliver jeg nødt til at anerkende, at jeg faktisk har gjort det her. Det er jo ikke en selvfølge, at man kan træne gennem hele graviditeten. At man kan være disciplineret nok til det, siger hun.

Anne Cecilie la Cour fik debut for landsholdet i 2014. (Foto: LISELOTTE SABROE © Liselotte Sabroe)

- Min datter er en lille pige, der ser op til mig, og hvordan skal hun se op til mig, hvis jeg går og taler grimt om mig selv? Hvorfor skal hun så elske mig? Jeg vil ikke have, at hun skal være lige så selvkritisk, som jeg har været.

Anne Cecilie la Cour synes ikke, at man kan sige, at det har givet hende mere selvtillid at blive mor. Men det har givet hende en anden ro. Hun hviler mere i sig selv, stoler mere på sig selv, og hun har større tiltro til, at det, hun gør, er godt nok. Både på og uden for banen.

- Jeg er blevet bedre til at tænke, at det er fint nok, hvis jeg brænder to skud. Så skal jeg bare videre. Jeg kan fandme klare at passe og opdrage et barn. Så kan jeg også klare det her, siger hun.

Et helt konkret billede

Det var hele tiden været planen, at Anne Cecilie la Cour skulle tilbage på håndboldbanen så hurtigt som muligt efter fødslen af datteren den 16. oktober 2017. Det var et fælles projekt, en ambition, som hun og kæresten delte.

Omkring to måneder efter fødslen var hun tilbage på træningsbanen, og et par uger efter spillede hun den første kamp. Selvom kroppen var lidt rusten, gik det godt.

Hun havde også gjort sit hjemmearbejde op til. Kastet med en tung bold derhjemme for at holde skulderen i gang. Løbet ture og lavet øvelser, så hendes tilbagevenden kunne forløbe så let som muligt.

Men det var også hårdt. Nogle gange, specielt i begyndelsen, gjorde det næsten fysisk ondt af forlade datteren for at tage til træning. Når det skete, mindede hun og kæresten hinanden om det, de havde aftalt, allerede inden Ellinor kom til verden. De havde skabt et fælles billede af deres mål. Et helt konkret billede af Anne Cecilie på håndboldbanen, mens kæresten og datteren hepper på hende fra sidelinjen.

Det var målet. Det var det, de kæmpede for. Når træningen var hård, når kroppen gjorde ondt, når holdet havde tabt en kamp, var det det, hun mindede sig selv om. Billedet. Det var derfor, de gjorde det.

Det, de havde kæmpet for

Det er den 27. maj 2018. Anne Cecilie la Cour og holdkammeraterne i København Håndbold har lige slået Odense Håndbold 26-25 i den tredje og afgørende finale. De er danmarksmestre.

Ude på sidelinjen, næsten nede ved hjørnet, står hendes kæreste, Mads, med deres syv måneder gamle datter i armene. Anne Cecilie selv står inde på banen med sin guldmedalje om halsen.

Det er et stort øjeblik. Noget, de har arbejdet frem mod stort set lige siden, de fandt ud af, at de skulle være forældre. Dengang det blev et erklæret mål for dem at forene Anne Cecilies håndboldliv med et familieliv.

- Det var det, vi havde kæmpet så hårdt for. Jeg var nået til et sted, hvor jeg kunne præstere på mit topniveau, fordi jeg var kommet så hurtigt tilbage. Jeg havde virkelig været disciplineret med min træning, så jeg kunne stå lige præcis i den kamp og være med til at vinde guld. Vi gjorde det sgu.

- Det er svært at sige om sig selv, at man er stolt af noget, man selv har gjort, men det her er jeg stolt af. Det var vores drøm, at jeg kunne spille og kigge ud på sidelinjen, og så ville de være der. Og det var de, siger hun.

Facebook
Twitter