Anne-Marie Rindom får drømmestart ved stærkt besat sejlstævne

Med fire sejre i fire mulige sejladser har den tidligere OL-deltager fået den bedst tænkelige start ved et stort stævne på Mallorca.

Efter fire sejladser ligger Anne-Marie Rindom på en samlet førsteplads. . (Foto: Jesus Renedo/Trofeo S.A.R. Sofia © Sailing Energy)

I denne uge tester de bedste danske sejlere formen ved det traditionsrige stævne Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca. Det markerer indledningen på det europæiske forårsprogram for OL-klasserne i sejlads, og 18 danske både stiller til start.

Og man må sige, at det går ganske udemærket for den danske VM-bronzevinder, Anne-Marie Rindom. For anden dag i træk satte hun sine konkurrenter til vægs i sin Laser Radial.

Mandag vandt hun begge sine sejladser i sin kvalifikationsgruppe, der tæller halvdelen af feltets i alt 118 startende. Imponerende, men det stopper ikke her, for hun gjorde præcis det samme tirsdag. Præstationen betyder, at Rindom i sagens natur ligger på en samlet førsteplads i et stærkt felt.

For et år siden vandt hun karrierens hidtil mest overbevisende sejr, og det var ved samme stævne på Mallorca. Her sikrede hun sig guldet allerede inden Medal Race.

Anne-Marie Rindom på podiet med champagne for at fejre sin bronze-medalje i Laser Radial ved VM i sejlsport i Aarhus i 2018. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Flere danskere med gode placeringer

Men Anne-Marie Rindom er ikke eneste dansker med vind i sejlene. I 49erFX-klassen hev Ida Marie Baad og Marie Thusgaard tirsdagen igennem placeringer som nummer 4., 9. og 5. hjem og ligger pt. nummer 6 i det samlede regnskab.

I Nacra 17-båden leverede Lin Ea Cinholt og Christian Lübeck Petersen en 1. og 7. plads, men indkasserede også en tyvstart og dumper derfor ned på en 13. plads indtil videre.

Af andre danskere ved konkurrencen er windsurfer Lærke Buhl-Hansen, der ligger samlet 11'er, mens André Højen Christiansen i sin finnjolle efter tirsdagens sejladser ligger nummer 16.

49'erne kom først på vandet tirsdag og det med et kæmpe felt på over 100 startende. Den bedste danskerstart med Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen ligger samlet 11'er med en serie på en 6., 13. og 13. plads.

Stævnet fortsætter resten af ugen.

Facebook
Twitter