Anti Doping Danmark kritiserer politiet: 'Indsatsen mod doping nedprioriteres'

Tip til politiet med navne på bagmænd, der sælger anabole steroider, prioriteres ikke, lyder kritik.

Vi taler om helt store sager med organiseret salg og distribution, og muligvis også et lager, hvor tingene bliver produceret, siger Michael Ask til Jyllands-Posten (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Politiets indsats mod salg af forbudte anabole steroider, der bruges til motionsdoping, er utilstrækkelig.

Det siger Anti Doping Danmarks (ADD) direktør, Michael Ask, til Jyllands-Posten.

Selv om ADD har givet oplysninger til politiet med for eksempel navngivne bagmænd, der organiserer salget af de forbudte stoffer, "ender sagerne i vindueskarmen, fordi der er andre prioriteter," lyder kritikken.

- Vi har eksempler, hvor vi har fået informationer om bagmænd, som distribuerer disse stoffer i stort omfang. Det er ikke bare en, der står og sælger lidt, for det ved vi godt, at politiet ikke gør noget ved.

- Vi taler om helt store sager med organiseret salg og distribution, og muligvis også et lager, hvor tingene bliver produceret, siger Michael Ask til avisen.

Det er ADD, der står for dopingtest i fitnesscentre. Salg af de forbudte stoffer kan give op til seks års fængsel.

Politiet erkender, at ikke alle ADD-tip bliver til politisager.

- Der pågår en konstant prioritering af opgaverne i forhold til de øvrige politiopgaver, siger Søren Hansen, der er vicepolitiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter under Rigspolitiet, til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Facebook
Twitter