Astralis-anfører om ny triumf: 'Som at vinde Champions League på hjemmebane'

Lukas 'gla1ve' Rossander er lykkelig over, at det danske Counter-Strike hold nu kan kalde sig Intel Grand Slam-mestre.

Kaptajnen for verdens bedste Counter-Strike hold, Astralis, var en rørt mand, da han sammen med holdkammeraterne kunne løfte ESL Pro League-trofæet i Sparekassen Fyn Arena.

Det danske hold har domineret Counter-Strike i hele 2018, hvor det er blevet til ni titler, men søndag aften var alligevel anderledes.

Med sejren i Odense har Astralis nemlig skrevet historie ved at være det første hold, til at vinde en Intel Grand Slam-titel, der udløser en bonus på 6,5 millioner danske kroner.

Og den titel betyder langt mere end præmiepengene, fortæller Lukas 'gla1ve' Rossander.

- At vinde en Intel Grand Slam betyder alt. Det var det mål, vi satte i starten af 2018. Vi vil have en Astralis-æra, og det her topper det hele. Nu er vi i historiebøgerne, og det er vel noget, vi ikke kunne drømme om.

- Det er for sindssygt, og jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg er så glad for at kunne dele det her med drengene. Det er som at vinde Champions League i fodbold på hjemmebane, hvis jeg skal sætte det i perspektiv. Det er en stor sten, der bliver lettet fra vores hjerte, lyder det fra Lukas 'gla1ve' Rossander.

Facebook
Twitter