Astralis fuldender triumf i stor fransk Counter-Strike-turnering

Astralis slog i finalen Na'Vi 2-0, og er dermed vindere af DreamHack Masters Marseille.

Astralis er vindere af DreamHack Masters Marseille 2018. Arkivfoto:Martin Sylvest/Scanpix 2017) (Foto: Martin sylvest)

Det er over et år siden, at Astralis senest kunne løfte et trofæ, men søndag aften var det blevet tid igen.

Efter en imponerede indsats ved DreamHack Masters i Marseille, hvor det danske Counter-Strike hold siden onsdag har fejet al modstand af banen, var det Na'Vi, der i finalen skulle forsøge at stoppe Astralis' ridt mod toppen.

Den mission mislykkedes.

For danskerne spillede fænomenalt på finalens første bane, 'Nuke', hvor Na'Vi slet ikke var i nærheden af at true danskerne. Resultatet var 16-4 til Astralis, der dog selv havde valgt banen.

Kæmpe pengepræmie

Finalens andet slag skulle spilles på banen 'Inferno', som Na'Vi havde valgt.

Men også her kom Astralis dominerende fra land, og kunne derfor bytte side efter 15 runder med en føring på 9-6.

Selv om Na'Vi forsøgte at sætte deres ukrainske stjernespiller, Aleksandr 'S1mple' Kostyliev, mere i scene, så var det ikke nok, og efter en hektisk afslutning var det Astralis holdkaptajn, Lukas 'Gla1ve' Rossander, der kunne få lov til at afgøre tingene til danskernes fordel til slutresultatet 16-11.

Med sejren vinder Astralis samtidig $100.000 dollars, der kan veksles til 605.000 danske kroner.

Facebook
Twitter