Bag dansk MMA-kæmper står en stærk kvinde

Mark O. Madsens kone har sagt sit job op for at blive promotor og manager for den tidligere bryder.

Konkurrencesport på eliteniveau er ikke noget nyt for danske Mark O. Madsen. Falstringen har en lang og succesfuld karriere som bryder bag sig, hvor han blandt andet har vundet en OL-sølvmedalje i 2016.

Nu er Mark O. Madsen gået ind i MMA, mixed martial arts, der kombinerer adskillige forskellige slags kampsport. Han kan ikke mindst takke sin hustru Maria for, at det indtil videre har været en succes.

- Jeg har sagt mit job som lærer op for at gå ind i det her 100 procent, siger Maria O. Madsen til DR.

Økonomien på spil

Ægteparret har ikke kun investeret en masse tid i projektet. Der er også trukket store veksler på privatøkonomien, og det vil kunne mærkes, hvis tingene ikke går som håbet.

- Det er et sats og en chance, vi har løbet som familie. Det kommer vi nok kun til at gøre én gang, siger Mark O. Madsen.

- Det er ikke bare et tab. Der er meget andet på spil end bare en MMA-kamp. Det er også alt mit arbejde bagved, der er på spil, siger Maria O. Madsen.

Mark O. Madsen kæmper lørdag mod englænderen Matthew Bonner.

I videoklippet øverst i artiklen kan du se et indslag med ægteparret Madsen.

Facebook
Twitter