Bedste danske resultat i mere end et årti giver 'sindssygt spændende perspektiver'

Det danske herrelandshold i bordtennis sikrede i weekenden bronze ved EM i Rumænien.

Jonatan Groth og resten af det danske herrelandshold i bordtennis spillede et flot EM. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Godt nok fik de ikke et ben til jorden i gårsdagens semifinale mod Tyskland, men Jonathan Groth, Anders Lind og Tobias Rasmussen havde i forvejen sikret det bedste danske bordtennisresultat i europæisk sammenhæng i mere end ti år.

Da danskerne fredag spillede sig i EM-semifinalen for hold ved at besejre England i kvartfinalen, blev de nemlig allerede sikre på at få metal om halsen, da der ikke spilles en decideret bronzekamp ved europamesterskabet.

Og europæiske medaljer er det altså ikke blevet til, siden det rød-hvide bordtennislandshold vandt sølv ved samme turnering i 2009.

At de tre unge herrer nu kan vende hjem fra Rumænien med metal i kufferten, er derfor en kæmpe præstation, hvis man spørger Martin Lundkvist, der er direktør i Bordtennis Danmark.

- Jeg kunne ikke ønske noget bedre. Det er det bedste, der kunne ske.

Men det flotte resultat skal ikke kun ses i et nutidigt perspektiv. Bronzemedaljen tegner nemlig et lyst billede for dansk bordtennis' fremtid.

- Hvis man tænker tilbage på år 2000, hvor vi også fik bronze, havde vi et hold, der mindede lidt om det her. Og der endte det jo med guld fem år senere. Det giver nogle sindssygt spændende perspektiver for, hvad det her hold kan om fem til otte år, siger Martin Lundkvist.

Med henholdsvis 22 og 24 år har Tobias Rasmussen og Anders Lind da også i dén grad fremtiden foran sig.

Anders Lind og Tobias Rasmussen har fremtiden foran sig. Her ses de under en turnering i Sverige i 2019. Foto: Lars Møller/Lars Moeller/Ritzau Scanpix

Holdets tredje spiller, Jonathan Groth, har lige et par års mere erfaring. Som 28-årig er han alderspræsident og mest erfarne dansker i international bordtennisregi. Men det er ikke ensbetydende med, at battet skal lægges på hylden lige foreløbigt.

- Jonathan Groth er jo stadig super sulten på at blive bedre, siger Martin Lundkvist.

- Og det Anders Lind har vist ved det her mesterskab, hvor han har spillet fuldstændig fremragende, giver super spændende perspektiver, siger bordtennisdirektøren.

Hårdt arbejde bærer endelig frugt

12 års medaljetørke i europæisk bordtennis er nu slut. Metallet om halsen har ventet længe på sig, og bordtennisdirektøren ser det derfor også som en forløsning, at det hårde arbejde endelig bærer frugt.

- Vi har stået et sted, hvor vi har tænkt; ’hvordan fanden kan det være rigtigt, at vi arbejder så hårdt uden at vinde?’

- Vores landstræner arbejder super professionelt, vores ungdomslandstrænere gør det godt, og der er et godt træningsmiljø. Så det er jo fantastisk at få bekræftet, at det bliver til noget, siger Martin Lundkvist.

Men mere vil have mere.

En bronzemedalje ved et europæisk mesterskab giver nemlig et kæmpe rygstød, selvtillidsboost og en ordentlig omgang blod på tanden.

- Det giver jo mod på mere i Paris i 2024 (OL, red.), til VM i november og ved de kommende EM og VM. Det giver et rygstød og selvtillid, og det kræver det også at tage de ekstra skridt, siger Martin Lundkvist.

Anders Lind, Jonathan Groth og Tobias Rasmussen skal i ilden igen til november, når der afholdes VM for single- og doublespillere i amerikanske Houston fra 23. til 29. november.

FacebookTwitter