Carlsen spiller remis for 11. gang i træk ved VM-finalen

Stillingen er helt lige i VM-finalen i skak efter norske Magnus Carlsen og amerikanske Fabiano Caruana igen spillede uafgjort.

11. parti i VM-finalen i skak endte uafgjort mellem nordmanden (tv.) og hans amerikanske modstander. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

Norske Magnus Carlsen spillede lørdag for 11. parti i træk remis i VM-finalen i Skak i London.

Tidligt i partiet mod Carlsens amerikanske modstander, 26-årige Fabiano Caruana, fløj brikkerne af brættet, og allerede efter træk nummer 21 lignede det endnu en uafgjort dyst mellem de to skakgenier, hvilket også var tilfældet efter to timer og 13 minutters skak.

Efter lørdagens remis var Magnus Carlsen utilfreds med starten på partiet.

– Gang på gang missede jeg ting i starten. Det er lidt uheldig. Så endte jeg med at spille vældig safe, siger Carlsen til norske NRK og tilføjer:

– Han spillede noget andet, end jeg havde tænkt. Vi havde ikke forberedt os godt nok. Det var jo dumt, men det er ikke nogen krise.

Efter det 11. remis i VM-finalen er stillingen helt lige mellem nordmanden og Caruana, som begge har 5½ point, inden de mandag mødes igen for 12. gang.

Ender den kamp også uafgjort, skal Carlsen og Caruana spille fire partier hurtigskak, hvor deres tid til at trække reduceres til 25 minutter. Her vil Carlsen være storfavorit til at tage sejren. Nordmanden er nummer ét på verdensranglisten i hurtigskak, mens Caruana er nummer otte.