Comeback-kongen Groth nærmest i tårer: ’Det er helt ubeskriveligt’

Jonathan Groth fightede sig i semifinalen ved European Games.

Jonathan Groth er bare en enkel sejr fra at nappe en medalje ved European Games og dermed kvalificere sig til OL i Tokyo. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)

For anden gang ved European Games formåede bordtennisspilleren Jonathan Groth at overleve matchbolde imod sig og vinde sin kamp.

Comeback-kongen Groth var bagud med to sæt og havde to matchbolde imod sig, da han indledte sit togt mod sejren. Den 10.-seedede dansker vendte 1-3 i sæt til en triumf på 4-3 og er nu videre til semifinalen.

Efter sejren fortalte Groth nærmest grådkvalt, at han det krævede noget helt særligt at vende det truende nederlag til sejr:

- Jeg har det fantastisk, og jeg tror aldrig, jeg har været så træt før. Allerede i femte sæt begyndte mine ben at krampe, og jeg måtte hele tiden holde mig i gang. Det er helt ubeskriveligt, siger Groth.

Både i sin kamp i første runde og igen i dag i kvartfinalen overlevede Groth matchbolde til modstanderen.

'Tænkte, jeg var ude'

Groth, der ligger nummer 33 på verdensranglisten, var ellers kommet overbevisende fra start rent spillermæssigt, men alligevel befandt han sig pludselig i en situation, hvor han skulle kæmpe for at overleve i turneringen:

- Det er anden kamp, jeg er nede med matchbolde, men jeg synes, jeg spillede sindssygt godt. Jeg havde sætbolde i både tredje og fjerde sæt, som jeg misbruger, så det var hårdt mentalt.

- Da jeg var nede med matchbolde, tænkte jeg, at jeg var ude af turneringen. Men jeg følte, at jeg spillede super godt, så jeg vidste, jeg bare skulle fortsætte.

Vejen til semifinalen har ikke været let for danskeren. I 1/8-finalen stod Jonathan Groth over for den tidligere verdensetter tyske Dimitrij Ovtcharov, som han aldrig havde slået før, men som endte med at få store hug af Groth, der vandt 4-0 i sæt.

Og i dagens kvartfinale drillede den defensivt orienterede Yang Wangs underskruede baghåndsslag længe danskeren.

Men nu står han i semifinalen og er nu bare en enkelt sejr fra at kvalificere sig direkte til OL i Tokyo næste sommer.

- Jeg havde ikke troet inden turneringen, at jeg havde formen til at spille mig i semifinalen, det er helt fantastisk. Jeg er sindssygt træt, så jeg må hjem og slappe af nu, siger Groth.

Jonathan Groth spiller semifinale onsdag. Det specifikke tidspunkt ligger endnu ikke fast.

Facebook
Twitter