Counter-Strike reddede ham fra ungdomskriminalitet: I dag er Danny 'Zonic' Sørensen verdens bedste e-sports-træner

Inspireret af FC Barcelona har Danny 'Zonic' Sørensen gjort Astralis til verdens bedste Counter-Strike-hold.

De skyder fyrværkeri efter forbikørende biler. Og det er med sprittuscher og splatpistoler i baglommerne, når de hver aften mødes for at hænge ud i Egegårdsparken. De løber rundt imellem de slidte rækkehuse og gejler hinanden op.

De stjæler, og hver aften skal der ske noget, der er lidt vildere end aftenen før. Hvis man ikke vil være med, er man en tøsedreng. De er de hårde drenge i kvarteret. Og Danny Sørensen er en del af slænget.

I dag er han træner for verdens bedste Counter-Strike-hold, Astralis, som i denne weekend er med i den store turnering ECS Finals i Texas. Og han er netop kåret som verdens bedste e-sports-træner ved det amerikanske Esport Awards. Men for 20 år siden var det gaderne og ikke computeren, der trak i ham.

- Jeg var kun 13 år, men på vej ned ad en sti, der blev sværere og sværere at vende om fra. Vi boede i Himmelev og røvkedede os. Vi havde en masse energi, vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre af. Og den energi brugte vi forkert.

Sammen med en ven stjæler Danny på et tidspunkt graffitidåser fra nogle drenge ved at true dem med deres splatpistoler. Det var bare ment som drengestreger. Men en dag ligger der et brev fra politiet i postkassen.

Der står, at han er blevet udpeget som gerningsmand i et væbnet røveri. Han er under den kriminelle lavalder og slipper med en advarsel, men brevet skræmmer Dannys mor. Normalt råber hun gerne højt, når hun er sur på ham. Men denne her gang bliver hun helt stille. Hun er bekymret og bange for den glidebane, hendes søn er på vej nedad. Det gør indtryk på Danny. Noget er nødt til at ske.

- Dér indså jeg, at jeg var nødt til at finde noget bedre at tage mig til. Jeg holdt op med at hænge ud med drengene fra Egegårdsparken. Men så meldte spørgsmålet sig: Hvad skulle jeg så lave?

Danny Sørensen har været træner for Astralis siden 2016. (Foto: Martin FŠlt © Martin FŠlt)

Danny begynder at hænge ud på netcaféen Pixel. Det bliver hans nye tilholdssted. Og det bliver også hans redningskrans, der holder ham ude af ungdomskriminalitet. Få år senere ender nogle hans venner fra kvarteret som hårdkogte kriminelle. De sælger stoffer, er i bandekrig og ryger i fængsel.

Der ender Danny Sørensen aldrig. For samme år, som han begynder at hænge ud på Pixel, udkommer skydespillet Counter-Strike. Og det holder ham foran computeren og væk fra gaderne.

- Jeg vil helst ikke tænke på, hvor jeg kunne være endt, hvis ikke det var for Counter-Strike. Jeg tror ikke, jeg ikke havde været det menneske, jeg er i dag.

Counter-Strikes svar på Guardiola

Siden Danny Sørensen i 2016 blev træner for Astralis, har han været med til at gøre holdet til Counter-Strike-historiens bedste. Astralis, som lige nu også topper verdensranglisten, er det eneste hold nogensinde, der har vundet fire Majors - den største og mest prestigefyldte turnering i Counter-Strike.

Resultaterne taler for sig selv. Træner-talentet er tydeligt. Men hvor kommer det egentlig fra?

Før Danny Sørensen blev Counter-Strike-træner, sad han i mange år selv med hænderne på tastaturet og musen og spillede. Oftest havde han rollen som ‘lurker’; den spiller, der lister rundt på banen og samler information om fjendens stillinger.

Fodboldklubben FC Barcelona har inspireret Danny 'Zonic' Sørensen i hans trænerarbejde. (Foto: Martin Fält © Martin Fält)

- Jeg havde aldrig det bedste sigte på serveren, men jeg havde snarere en sjette sans for, hvor de andre spillere befandt sig, og hvordan vi som hold skulle positionere os og gribe vores forsvar og angreb an. Det strategiske har altid fascineret mig.

Allerede dengang blev hans taktiske forståelse bemærket. Til en turnering indgav et modstanderhold endda en officiel klage over, at Dannys hold var for godt forberedt. De var frustrerede over at blive lukket ned af Dannys gameplan, og de mente, det var en kedelig måde at spille på.

- Det var stadig i Counter-Strikes unge år, hvor man var vant til bare at storme modstanderen, så det altid var dem, der var bedst på sigtekornet og aftrækkeren, der vandt. Men det begyndte jeg at udfordre ved at studere modstanderholdets tidligere kampe og lægge planer for, hvordan vi taktisk kunne udmanøvrere dem.

Det er ikke kun sin egen taktiske erfaring som Counter-Strike-spiller, han trækker på i trænerarbejdet. Danny Sørensen har også skelet til fodbold.

Danny 'Zonic' Sørensen er selv tidligere Counter-Strike-spiller. (Foto: Martin FŠlt © Martin FŠlt)

Lige siden han som dreng fik et vhs-bånd med klip fra Michael Laudrups tid i FC Barcelona, har han været fascineret af den spanske storklub. Det er dog ikke klubbens stjernespillere som Laudrup, Ronaldinho og Messi, der har fascineret ham mest. Det er derimod klubbens spilsystem.

- Det er, som om de aldrig mister bolden. De dominerer banen. Ikke aggressivt, men klogt. De kender hinandens løbemønstre og har en indbyrdes spilforståelse, der gør, at de bevæger sig som fisk i en stime.

Da Johan Cruyff som Barcelona-træner i 90'erne implementerede spilfilosofien tiki-taka, og Pep Guardiola senere videreførte den, var det et system, som alle de andre hold havde svært ved at håndtere og forsvare sig imod.

Med tiki-taka som forbillede prøvede Danny Sørensen sidste år at skabe sit eget revolutionerende spilsystem. Counter-Strikes tiki-taka. Og det lykkedes ved at ændre måden Astralis kaster granater på.

I tiki-taka er devisen, at hvis dit hold har bolden, har modstanderen ingen chance for at score. Og det er det samme i Counter-Strike, forklarer Danny Sørensen. Bruger man sine granater rigtigt, kan man tage kontrol over banen, map-control, og presse modstanderen så meget i bund, at de bliver chanceløse.

- Ligesom FC Barcelona kvæler modstanderen med bolden, begyndte vi at gøre det med vores granater. Vi kunne presse modstanderholdene lige præcis derhen på banen, hvor vi ville have dem. Og så slog vi til. I næsten et helt år havde ingen hold rigtig et modsvar til vores strategi.

- I fodbold er der et før og et efter Cruyff, Guardiola og tiki-taka. Og for gamere er der et før og efter Astralis. Pludselig var der en ny måde at indtage banen på. En måde, som de andre hold først blev overrumplet af, og som de bagefter begyndte at kopiere.

Han hader at tabe mere, end han elsker at vinder, fortæller Danny 'Zonic' Sørensen. (Foto: Martin FŠlt © Martin FŠlt)

En skræmmende holdånd

Før Danny Sørensen kunne implementere sine taktiske ideer i Astralis' spil, skulle han først have Astralis-spillerne til at acceptere, at det var ham som træner, der bestemte. Det var ikke nemt i starten.

- Dengang var kulturen i Counter-Strike stadig, at det var spillerne, der tog beslutningerne. Sådan havde det altid været, og det var tydeligt, at spillerne skulle vænne sig til, at der pludselig stod en træner bag dem og gav instruktioner, når de trænede.

Danny 'Zonic' Sørensen sammen med Astralis-spilleren Nicolai 'dev1ce' Reedtz. (Foto: Martin FŠlt © Martin FŠlt)

- Jeg tror stadig, det er de færreste hold, hvor træneren reelt bestemmer. Det kan jeg se, fordi det stadig sker på andre af verdens storhold, at spillerne ender i så store konflikter og klikkedannelser, at holdet er nødt til at hente nye spillere og på den måde starte forfra. Det sker ikke på vores hold.

Når Astralis er til turneringer, lægger Danny Sørensen tit mærke til, at de andre hold ikke er lige så sammentømrede som Astralis. Flere hold har stadig ikke trænere med sig, og spillerne går rundt i små grupper med to eller tre i hver. De har ikke holdtrøjer på og kommer dryssende ned til morgenbordet én efter én og spiser hver for sig. Sådan fungerer det ikke på Astralis.

Hos Astralis gør de stort set alt sammen. Og altid i Astralis-uniform. De spiser morgenmad sammen, de går i fitnessrummet sammen. Selv elevatorturen op til værelserne foretrækker Danny Sørensen, at de tager sammen.

Tanken er først og fremmest, at de er med til at skabe holdånd og sammenhold. Men det sender også et vigtigt signal til de andre hold.

- Det signalerer, at vi er bedre forberedt end dem. Hvis vi også uden for spillet fremstår som et urværk, hvor der hele klikker og går i hak, kan det gøre modstanderne nervøse allerede inden kampen. Håbet er, at de tænker, 'shit, de har styr på det'. Hvis de tager den energi med sig ind i kampen, skal der ikke så meget til, før vi får den mentale overhånd.

- Vi er både spejderdrenge og en militær enhed. Og det virker. Jeg har læst flere læst interviews med vores konkurrenter, hvor de er imponerede, hvis ikke ligefrem lidt intimiderede, af at vi fremstår som en så stærk gruppe.

Han elsker sit arbejde. Men det har også haft sin pris i forhold til familielivet, fortæller Danny 'Zonic' Sørensen. (Foto: Martin FŠlt © Martin FŠlt)

En trænerrolle, der skulle opfindes fra bunden

Trænerfunktionen i e-sport er stadig ny. Den er kommet til for få år siden, efter at væksten i e-sport er eksploderet.

Derfor skulle Danny Sørensen også selv være med til at forme og opfinde sin egen trænerrolle, da han begyndte som Astralis-træner i 2016. Der var ingen lang trænertradition i e-sport, han kunne læne sig op ad.

Strategi og taktik har altid fascineret Danny 'Zonic' Sørensen. (Foto: Martin FŠlt © Martin FŠlt)

Han har udviklet sine egne systemer inspireret af trænernes playbooks i amerikansk fodbold. Hans notesbog og telefon er fyldt med taktikker og kodesprog. Hver en bane, hver en spilsituation, hvert et løbemønster forsøger han at have strategier for, før Astralis skal i kamp. Siger han for eksempel “flamingo”, ved spillerne, nøjagtig hvilken vej de skal løbe gennem banen, og hvilke granater de skal kaste hvornår.

Hvert et taktisk element holder han styr på med farvekoder. Rød, gul, grøn. De grønne er dem, der er helt styr på. De røde er dem, der kræver ekstra træning og finpudsning.

Danny Sørensen forsøger altid at få barberet listen med røde markeringer i taktikbogen ned, men det lykkes aldrig helt. Hver gang en fejl er rettet, dukker der nye ting op, der skal forbedres.

Før turneringerne skriver han rapporter om de bedste hold og sørger for at se deres seneste kampe grundigt igennem. Og han samler videoklip, som han bruger til at briefe spillerne på, hvad der venter dem.

- Vi bruger så meget tid på det analyserende arbejde, at vi faktisk er et af det hold, der træner mindst. Vi analyserer og diskuterer, mens de fleste andre hold spiller kamp efter kamp i tavshed.

Under selve kampene må Danny Sørensen ikke snakke til spillerne. Han har kun fire timeouts af 30 sekunder.

- Uanset hvor godt forberedt vi er inden en kamp, har jeg altid følelsen af, at jeg kunne have gjort lidt mere. Jeg føler altid, jeg er bagud, og at der er noget, jeg mangler at have gjort. Inden hver kamp har jeg den følelse. Også før de kampe, vi ender med at vinde suverænt. Jeg er pessimist af natur.

Hvorfor er verdens mest succesfulde Counter-Strike-træner altid bekymret inden kamp? Svaret er enkelt siger han: Han hader at tabe.

- Når jeg spiller Mario Kart med min søn derhjemme, kan jeg ikke få mig selv til at slippe ham forbi. Jeg hader at tabe mere, end jeg elsker at vinde. Når det sker, går der ligesom et koldt sus igennem min krop. Det er fedt at vinde en major, det er fantastisk. Men følelsen af at tabe er endnu stærkere.

I weekenden skal Danny Sørensen og Astralis i aktion i turneringen ECS Finals i Texas, USA. (Foto: Martin FŠlt © Martin FŠlt)

Fra undergrund til milliardindustri

I dag er e-sport en international milliardindustri. Men dengang Danny Sørensen begyndte at spille Counter-Strike var e-sport ikke engang et ord endnu.

Fra dengang til nu, hvor Astralis og Danny Sørensen rejser verden rundt og spiller om millionpræmier foran tusindvis af fans, er der ikke bare verdener, men galakser imellem.

Astralis' store fokus på sundhed, kost og motion adskiller sig meget fra Danny 'Zonic' Sørensens egen tid som Counter-Strike-spiller. (Foto: Martin FŠlt © Martin FŠlt)

- I mine og Counter-Strikes unge dage gamede vi i gymnastiksale og levede af kebab og lunken cola. Om natten rullede vi vores soveposer ud i et hjørne på gulvet. Næste morgen stod vi op og spillede videre.

Dengang var junkfood fast inventar i gamer-kulturen. Pizzabakkerne og chipsposerne flød på borde og gulve, og mellem kampene var der tradition for at afholde 'Cocio Crash', hvor ti mand på række skulle bunde hver deres Cocio-kakaomælk. Den hurtigste vandt en præmie: Flere Cocio-flasker.

Klip til Astralis i dag, og kontrasten er helt sort-hvid. Hos Astralis er sundhed i forhold til kost og krop en kongstanke.

Styrke- og konditionstræning er en fast del af Astralis-spillernes arbejde, og hver af Astralis' spiller har sit eget skræddersyede kost- og træningsprogram. Holdet har både tilknyttet en diætist, en fysisk træner og en kropsbehandler.

Et andet sted, Danny Sørensen har oplevet e-sporten forandre sig, er i forhold til økonomien. Da han som 19-årig i 2005 skrev under på sin første rigtige kontrakt som Counter-Strike-spiller, var det til en løn på 700 dollar om måneden. I weekendens turnering, ECS Finals, er der til sammenligning en halv million dollar på højkant.

Danny Sørensen indstillede sin karriere som Counter-Strike-spiller i 2012, fordi han ikke troede, der var en fremtid inden for e-sport. I hvert fald ikke i hans levetid. Siden har e-sporten fået grænseløst vokseværk. Men det hele er ikke rosenrødt. Der er også skår i glæden.

Astralis-spillerne og Danny Sørensen har omkring 200 rejsedage om året. Måske er det bare en børnesygdom i en ung e-sports-branche, som er ved at finde ud af, hvordan den skal indrette sig. Men hvis det ikke er, og rejsedagene ikke bliver færre, er Danny Sørensen ikke sikker på, at han kan fortsætte som Astralis-træner meget længere.

- Som det ser ud lige nu, har jeg svært ved at se det fortsætte. Det kan jeg ikke byde min familie. Jeg har en fantastisk kone, som tager sig af vores to små børn, men jeg kan ikke blive ved med at være så meget væk hjemmefra. Mit arbejde er gået ud over min familie. Selvom de selvfølgelig er min førsteprioritet, kan jeg sagens forstå, hvis de har følt, at de kom i anden række.

Der er brug for en mere holdbar branchestruktur, mener Danny Sørensen. En struktur, hvor de største hold ikke behøver at rejse så meget, som tilfældet er i dag.

- Jeg håber, der kommer til at ske ændringer. Jeg er den første akademiker i min familie, og jeg er virkelig stolt og glad over, at jeg tog en uddannelse. Men jeg håber fandeme ikke, jeg kommer til at bruge den. Jeg håber, det er e-sport resten af livet.