Da dansker blev verdensmester, var han tom for ord: 'Det er ret vildt!'

Kristian Høgenhaug vandt søndag verdensmesterskabet i langdistance-triatlon. Hos kvinderne vandt Michelle Vesterby en bronzemedalje.

Støvsugning, havearbejde og vasketøj. Tre klassiske søndagsaktiviteter i rigtig mange hjem.

For 30-årige Kristian Høgenhaug bød dagen i stedet på 3,8 kilometers svømning, 180 kilometer på jernhesten og et lille maraton, 42,2 kilometer, til at runde af med.

7 timer, 37 minutter og 46 sekunder tog hele herligheden, og det var der ikke andre ved VM i langdistance-triatlon i Holland, som kunne matche.

Derfor krydsede danskeren målstregen først og kan i fremtiden kalde sig verdensmester.

- Jeg er lidt tom for ord. Jeg havde en markant bedre dag, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Jeg kørte for at vinde, men én ting er at sige det. Noget helt andet er at gøre det, siger Kristian Høgenhaug om den største triumf i sin relativt korte karriere. Den 30-årige triatlet blev nemlig først professionel i 2017.

Hos kvinderne vandt danske Michelle Vesterby en bronzemedalje.

(Foto: Ben Lumley © World Triathlon)

Der findes ikke 'den perfekte dag' på en ironman, siger Høgenhaug. Søndagens løb var imidlertid så tæt på, det overhovedet kunne komme. Svømningen gik nogenlunde, mens favoritdisciplinen - kilometerne på cyklen - skabte et forspring fra ham og svenske Jesper Svensson ned til resten af konkurrenterne.

På det afsluttende maraton fulgtes de to duellanter i 28 kilometer, inden danskeren stille og roligt trak fra.

- Mentalt er den del rigtig hård, fordi der er perioder, hvor man tænker 'nu har jeg den' og to minutter senere er man sikker på, at det hele falder på gulvet, siger Kristian Høgenhaug.

Det gjorde det dog ikke, tværtimod.

Fascineret af at presse kroppen til sit yderste

De sidste tre kilometer kunne Kristian Høgenhaug godt fornemme, hvor det bar henad. Når han så sig tilbage, var svenskeren væk. Derfra og til stregen kiggede flere af livets både store og små spørgsmål forbi oppe på øverste etage.

- Man tænker på alle de trælse træningstimer. Der er sikkert mange, der tror, at når det går godt som atlet, er det, fordi det hele spiller. Sådan har det overhovedet ikke været. Der har været dage, hvor det hele har været rigtig træls, siger han.

- At løbe der og få bekræftet overfor sig selv, at man godt kan. At det er okay, det man gør. Det er ret vildt.

For to år siden triumferede Kristian Høgenhaug i Tyskland, da han vandt Ironman Hamborg. (arkivfoto) (Foto: Georg Wendt © RITZAU/SCANPIX)

Er triatler masochister, eller hvad driver jer helt derud, hvor I udsætter kroppen for noget så modbydeligt?

- Det spørger jeg også mig selv om nogen gange, griner Kristian Høgenhaug.

Typisk, når han - hver dag, næsten året rundt - står op klokken fem om morgenen for at svømme seks kilometer eller tilbringer fem timer i en kælder på en motionscykel. Hvorfor egentlig?

- Det fascinerer mig at presse kroppen og mærke, at den giver noget igen. Man finder ud af, hvor ens grænser går. Det er det, der tænder mig, siger verdensmesteren.

- Jeg har aldrig prøvet at tage stoffer, men jeg kan forestille mig, at når man krydser målstregen, er det noget af det tætteste, man kan komme på det. Det er fuldstændig fantastisk. Det er et rush, siger han.

Er belønningen for verdensmesterskabet så et træningspas i morgen?

- Jeg skal i hvert fald ud og svømme eller cykle, griner Høgenhaug.

- Det er mere normalt for mig at træne end ikke at gøre det. Hvis jeg ikke laver noget i morgen, hæver mine ben til dobbelt størrelse, og jeg får det forfærdeligt i kroppen. Og jeg kan jo godt lide at træne.

Det er nok meget heldigt. Ellers var danskeren næppe blevet verdensmester.

Facebook
Twitter