Daniel Wagner: Håber på danskernes støtte til EM

Danmark har sit største hold nogensinde med til para-EM i atletik, hvor målsætningen er hele otte medaljer.

Det er et historisk EM, de danske para-atleter tager hul på i dag i Berlin.

Der har nemlig aldrig været så mange danske atleter med til et EM, som der er i år, hvor 13 atleter skal forsvare Danmarks ære i Berlin.

Det glæder den største danske stjerne på det danske hold, længdespringer og sprinter Daniel Wagner.

- Jeg glæder mig rigtigt meget til at se og opleve det danske hold. Vi er jo det største hold afsted nogensinde, og der er mange nye på holdet, hvilket er superfedt. Der er virkelig god stemning på holdet, og jeg glæder mig også til at se de andre atleter i aktion, siger Daniel Wagner og fortsætter:

- Forhåbentlig kan vi få skabt nogle gode resultater og få skabt et godt fundament for det danske para-atletikhold i fremtiden, siger Wagner.

- Det vil jeg gøre alt for at støtte op om i Berlin, og det håber jeg også, at folk i Danmark vil gøre. Med danskernes opbakning er jeg sikker på, at det vil blive et super mesterskab, siger han.

Høje ambitioner

Det danske hold har tre forsvarende europamestre i truppen, og niveauet er så højt, at cheflandstræner Joachim Lund har sat en målsætning på otte medaljer for det danske hold.

- Med det niveau, vi har set henover sæsonen, og når vi kigger på niveauet i Europa, så tør vi godt sætte målet så højt som otte medaljer. Ud over Daniel Wagner, der ved sidste EM tog to medaljer med hjem, har vi også Ronni Jensen, der tog sølv i diskoskast samt Christoffer Vienberg, der tog sølv og bronze på mellemdistancerne, siger Joachim Lund.

- Ud over medaljetagerne fra sidste EM har vi desuden Kristel Walther, Mohamed Hersi og Anders Lagergren, der kan overraske. Det er i hvert fald vores klare forventning, at de alle tre er at finde i finalerne i deres discipliner, ligesom det også bliver interessant at følge de fem stærke RaceRunning-atleter, siger han.

Tæske Popow

En af de atleter, der er størst forventninger til, er naturligvis Daniel Wagner, som har EM-, VM- og PL-medaljer på cv’et. Og Wagner går da også efter guldet, især i længdespring, som han er forsvarende mester i.

- Mit succeskriterie er at vinde guld i længdespring. Også fordi dét, der skal til for at vinde guldet, er, at jeg skal slå min tyske ærkerival Heinrich Popow, siger Wagner og uddyber:

- Det er den fejde, jeg har set frem til hele året, at komme ned og tæske ham i hans sidste konkurrence. Han stopper sin karriere bagefter, så det gælder for mig at sætte ham på plads på hans hjemmebane, siger Wagner.

Læs mere om den fejde her.

Travlt år

Det har været et travlt år for Daniel Wagner, men på trods af det føler han sig klar til at tage kampen op i Berlin.

- Jeg har haft et travlt år med både vinter-OL i snowboard og et nyt studie, siger daniel Wagner.

- Som atlet gælder det altid om at få det bedste ud af det, man har, og jeg har fået en ny træner for første gang i min karriere, så der har været en overgangsperiode, siger Wagner.

- Forberedelserne kunne have været bedre, men jeg synes, jeg er der, hvor jeg skal være på dette tidspunkt, så det skal nok blive et stort EM.

EM i paratletik kan følges på DR3 fra den 20-26. august.

Facebook
Twitter