Daniel Wagner inden EM: Jeg skal slå tyskeren

Daniel Wagner skal for sidste gang dyste mod sin evige rival, tyske Heinrich Popow, ved para-EM i atletik i næste uge.

Heinrich Popow og Daniel Wagner i en af deres mange dueller. Her på 100 meter ved PL i 2016. (Foto: KAY NIETFELD)

Man kan have adskillige mål, inden man stiller op et til et mesterskab. I atletik handler det sædvanligvis om tider og medaljer.

Men for Daniel Wagner er ambitionen ved EM i para-atletik, der indledes i næste uge i Berlin, mere konkret.

- Jeg skal ned og slå tyskeren. Jeg skal vinde guld over ham i længdespring, det er helt klart, siger den danske længdespringer og sprinter med et smil.

Daniel Wagner mener det. Den tysker, der skal slås, er Heinrich Popow, som har været Wagners hovedrival i mange år i både længdespring og på 100 meter.

35-årige Popow stiller op til sit sidste mesterskab ved EM, hvor han kun stiller op i længdespring, og den lejlighed vil Wagner benytte til at slå tyskeren for sidste gang.

- Det er hans sidste konkurrence, og det er på hans hjemmebane. Han har været med i mange år og har fået parasporten frem på verdensplan, så han er en stor mand inden for parasporten, siger Wagner.

- Vi har haft nogle gode battles i løbet af mine karriere. Jeg har tidligere slået verdensrekord i længdespring på hans hjemmebane, hvilket han nok ikke er superglad for. Han tog PL-guldet fra mig i Rio, og inden da tog han min verdensrekord, siger Wagner.

- Og nu skal vi dyste en sidste gang i længdespring i Tyskland, hvor han skal sættes på plads en sidste gang, inden han stopper. Og hvis jeg slår ham, vinder jeg også guld, siger Wagner.

En tysk legende

Heinrich Popows karriere startede ved PL i 2012, og han har vundet 16 PL- og VM-medaljer, deriblandt guld ved PL i både 2012 og 2016. Og nu har tyskeren altså en sidste chance for at stå på et podie og det endda på hjemmebane i Berlin.

Men der står en forsvarende europamester i vejen, han er dansker og hedder Daniel Wagner. Han kommer til at savne de mange dueller, de to har haft gennem årene.

- Da jeg var en nystartet grønskolling, var jeg måske lidt kæk og kunne godt finde på at sige nogle ting til de store drenge som Popow. Ved mit første VM i New Zealand skulle jeg vise dem, hvem der var bedst, men de grinte bare af mig. Og det var da også mig, der blev sat på plads, siger Wagner.

Heinrich Popow (i midten) og Daniel Wagner på podiet ved PL i Rio, hvor Popow vandt guld og Wagner bronze i længdespring. (Foto: Jason Cairnduff © Scanpix)

- Jeg har lært meget af Popow, men han har også været en hård hund mod mig. Inden konkurrencerne, hvor man sidder og venter i et lille rum uden ens træner, har han været hård, siger Wagner.

- Dér har det været alle mod alle. Det handlede om at snakke hinanden ned, og han har presset mig psykisk, fortæller Wagner og fortsætter:

- Derinde gælder det om at være mental stærk. Det er alle mod alle. Jeg sidder eksempelvis med solbriller på, så man ikke kan se mine øjne og med en rubiks-cube i hænderne. Det får mig til at slappe af, og dét psyker de andre, så de mister fokus.

De to paraatleter har senest dystet mod hinanden i sidste måned i Japan, hvor Wagner vandt. Det gjorde han også ved VM sidste år, men da var Popow skadet efter at have deltaget i det tyske Vild med Dans.

Tyskeren, der er en af de mest populære atleter i Tyskland, har stadig verdensrekorden i længdespring på 6,77 cm.

- Resultatmæssigt har vi presset hinanden meget. Vores rivalisering kommer til at slutte til EM i Berlin, og det skal naturligvis være med mig på toppen.

Facebook
Twitter