“Sundhed kommer altid før præstation” er blevet et hyppigt brugt motto i norsk eliteidræt. Her har man taget konsekvensen af eliteatleters overrepræsentation i statistikkerne for spiseforstyrrede og sat massivt ind.

Det førende forskningsprojekt på området, som i øvrigt ligeledes er norsk, påviste i 2004, at 13,5% af nationens landsholdsatleter havde en spiseforstyrrelse, mens andelen var 4,6 i projektets kontrolgruppe.

Derfor har man sidenhen oprettet et regulært forebyggelsesprogram på tværs af sportsgrene med direkte chat- og telefonlinje, man arbejder med “helseattester” for at sikre atleternes sundhed, og man opfordrer forbund til at udelukke spiseforstyrrede atleter.

Og selvom man i Danmarks Idrætsforbund bryster sig af at have en tilsvarende indstilling til problemstillingerne, er det svært at få øje på en ligeså omfattende og dedikeret indsats, når det gælder spiseforstyrrelser i elitesport.

Et liv efter idrætten

“Sunn Idrett” blev oprettet som et samarbejdsprogram tilbage i 2008 i et forsøg på at forebygge spiseforstyrrelser blandt eliteatleter. I første omgang var projektet dedikeret piger, mens målgruppen siden 2016 har været unge idrætsudøvere fra 13 til 22 år - uanset køn.

I dag har “Sunn Idrett” seks ansatte fagkonsulenter og ernæringsrådgivere, som udelukkende arbejder med at forebygge og nedbringe antallet af spiseforstyrrede norske atleter.

Ifølge Marianne Strand-Udnæseth, daglig leder og klinisk ernæringsfysiolog ved Sunn Idrett, skal sundheden komme i første række.

- Alle håber på medaljer, særlig guldmedaljer, men det er trods alt vigtigere at have det godt med sig selv og have et godt helbred. Det vigtigste er, at vi arbejder med et menneske, som har et liv efter idrætten, fortæller hun.

Bag initiativet står Norges Skiforbund, Norges Skiskytterforbund, Norges Orienteringsforbund og Norges Atletikforbund, mens både det norske idrætsforbund og landets svar på Team Danmark, Olympiatoppen, også støtter projektet.

“Sunn Idrett” opererer med en bred palette af indsatsområder.

På initiativets hjemmeside er der direkte fra forsiden adgang til både en anonym chatfunktion og en telefonservice, hvor man som udøver, træner eller forælder kan få personlig rådgivning.

Man har knap 9.000 følgere på Facebook og Instagram, som flere gange om ugen modtager råd fra projektets 16 ambassadører, links med mere info og opskrifter til en ernæringsrigtig kost.

Derudover har programmet to konkrete fokusområder: “Retningslinjer for trænings- og konkurrencerestriktioner” og udbredelse af obligatoriske “helseattester”.

Stop!

“Sunn Idrett” har i samarbejde med Olympiatoppen udarbejdet guiden “Hvornår skal man sige stop”, som er direkte handlingsanvisende i tilfælde med spiseforstyrrelser i sport.

Retningslinjerne opstod ifølge Marianne Strand-Udnæseth i 2011 efter et ønske fra forbundene selv. Man savnede at have noget at støtte sig til, når man var i en vanskelig case med en udøver: Er det forsvarligt at fortsætte med at træne på så højt niveau og presse sin krop i konkurrencer?

- Det er svære afgørelser, og retningslinjerne er ikke absolutte. Man må jo skønne i de enkelte tilfælde med sit medicinske team. Men det har gjort det lettere at sætte foden ned og sikre, at sundhed kommer før præstation, for man har noget konkret at basere sin vurdering på, siger Marianne Strand-Udnæseth.

I Norge opererer man med et kategoriseringssystem, som i sidste ende kan udelukke atleter fra at deltage i konkurrence.

I anvisningerne bliver der præsenteret to kategorier for potentielt spiseforstyrrede atleter - gul eller rød, og de udgøres hver af en række punkter, man kan vurdere ud fra.

Som atlet kan du havne i den gule zone, hvis du afviger på en række fysiologiske parametre såsom BMI, fedtprocent, knoglemineraltæthed og udeblivende menstruation. Derudover vurderes man også ud fra nogle mere subjektive kriterier som lavt energiniveau, generel adfærd og udeblivende samarbejdsvilje.

Havner man i den røde kategori, har man eksempelvis fået stillet en medicinsk diagnose som anoreksi, eller man bonner ud på tre af de gule parametre. Sker det, bliver atleterne nægtet at træne og konkurrere.

- I nogle tilfælde kan det være, at man får lov til at være mere med til samling og være sammen med holdet, hvis man anser det som vigtigt for den udøver. Man må altid tage den del med i vurderingen, om en udøver fortsat skal være en del af miljøet eller bør isoleres og fokusere fuldt ud på behandling.

- Vi oplever en god modtagelse fra udøverne, som ser værdien af retningslinjerne og vores system, som kan komme tingene i forkøbet. Det er et system, hvor man kan få hjælp. Det betyder ikke, vi er i mål med, hvad vi gør, siger Marianne Strand-Udnæseth.

Du skal sundheds-godkendes

“Sunn Idrett” har også været med til at indføre “helseattester” for atleter; en slags udvidede lægeerklæringer, som atleterne skal have for at kunne konkurrere.

Stiller du eksempelvis til start i langrend, skal du forbi egen læge og have foretaget en generel sundhedstest, som også tager højde for det mentale velbefindende med udgangspunkt i skiforbundets spørgeskema.

- Retningslinjerne og helseattesten sender et vigtigt signal til hele idrætsnorge om, at man er nødt til at tage vare på sin sundhed.

- Man er nødt til at få nok næring i forhold til sin træningsmængde, og skal man blive en topidrætsudøver på sigt, er det ting, som man skal tage alvorligt og arbejde med på lige linje med træning og alt det andet, man bruger tid på. Træning og mad går hånd i hånd.

- Hvis du konkurrerer med en spiseforstyrrelse, så har du en reel risiko for, at kroppen kollapser, siger Marianne Strand-Udnæseth.

Med den omfattende indsats er Norge blandt de førende nationer, når det gælder spiseforstyrrelser i elitesport. Men hvad gør man i Danmark?

Et spørgsmål om tilgængelighed?

Morten Mølholm er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og anerkender, at spiseforstyrrelser er et stort problem - i samfundet generelt og i elitesport.

Men han er grundlæggende godt tilfreds med forbundets indsats og beredskab på området. Spiseforstyrrelser er et tema på DIFs træneruddannelser og en del af forbundets E-læringsplatform.

Derudover har man også nedfældet anbefalinger og oplysninger i publikationen “Spiseforstyrrelser blandt sportsudøvere”. Men den ligger begravet langt inde på DIFs hjemmeside blandt 19 andre udgivelser om alt fra “aerob præstationsevne” til “talentudvikling i sport”.

- Vi følger erfaringerne fra Norge, og man kan jo kalde indsatsen forskellige ting. Vi har i DIF og Team Danmark folk, der arbejder med spiseforstyrrelser i det daglige. Den største forskel er måske, at man i “Sunn Idrett” er meget mere proaktivt ude på rundtur i klubberne, og det er jo noget, vi kunne overveje at kigge på.

Han mener også, at man i DIF har gode anbefalinger og et beredskab klar, hvis man i klubberne har mistanke om en spiseforstyrrelse hos en aktiv atlet.

Den oplevelse deles imidlertid ikke i Dansk Atletik Forbund, som er specialforbund under DIF. Her efterspørger trænere klarere retningslinjer, mens elitechefen Bo Overgaard indrømmer en mangelfuld indsats på området.

Og selvom man efter Morten Mølholms udsagn har fagligheden på plads i DIF, medgiver han, at indsatsen over for spiseforstyrrelser stadig kan forbedres.

- Jeg må erkende, at det, vi måske mangler, er, at få det ordentligt bredt ud. Hvis problemet er stort, er det ikke fordi, vi ikke har et beredskab, ikke har det som en del af træneruddannelse, ikke har materiale. Så er det fordi, vi ikke får det bredt godt nok ud, siger Morten Mølholm.