Danmark henter to VM-medaljer i bueskydning

VM i 3D-bueskydning blev en succes for de danske skytter der vandt sølv og bronze.

  • Jacob Steffensen skyder med compound-bue og vandt bronze individuelt og sølv med holdet. (Foto: Finn Andersen)
  • Torben cramer skyder med barbue. (Foto: Finn Andersen)
  • Her ses Tom Rask Nielsen med sin langbue. (Foto: Finn Andersen)
1 / 3

Danmark er blandt verdens bedste nationer i 3D-bueskydning. Det blev søndag slået fast ved VM i Italien, hvor Danmark vandt sølv som hold mens Jacob Steffensen skød sig ind på tredjepladsen i den individuelle compoundklasse.

- Vi hentede også medaljer ved sidste VM. At vi gør det igen i år er fantastisk. Skytterne har kæmpet længe og hårdt for at få succes, og vi glæder os i hele bueskydnings-Danmark over, at vi får medaljer ved endnu et VM, siger Klaus Lykkebæk, der er eliteansvarlige i Bueskydning Danmark, i en pressemeddelelse.

Danmark var som hold seedet som nummer seks, og derfor kan Tom Rask Nielsen (langbue), Torben Cramer (barbue) og Jacob Steffensen (compund) være godt tilfredse trods finalenederlaget til Spanien.

Skyder efter figurer af dyr

Mest tilfreds kan Jacob Steffensen dog være, fordi han individuelt vandt bronze i compound med en sejr på 42-39 over David Pacey fra Frankrig.

Som navnet ”3D bueskydning” antyder, er der en markant forskel i forhold til den mere kendte skiveskydning. Man skyder nemlig efter opstillede figurer af dyr, og skytterne ved ikke, hvor langt der er til ”byttet”.

Facebook
Twitter