Danmark tager gruppeføring efter sejr i OL-kvalen

De danske curlingherrer hentede den fjerde sejr ud af fem mulige, da Tyskland blev slået i OL-kvalifikationen.

Danmark spiller igen fredag aften og skal forsvare førstepladsen. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

De danske curlingherrer har ramt den mentale og fysiske form og fortsætter med at sejre i OL-kvalifikationen.

Fredag gik det ud over Tyskland, som danskerne besejrede 6-1, efter at Tyskland gav op efter ottende ende.

Her øgede Rasmus Stjerne og resten af det danske mandskab til 6-1, og så var det for slut for tyskerne.

Danmark bragte sig foran 1-0 i tredje ende, og efter sjette ende lød føringen på 5-0.

Så reducerede tyskerne i syvende ende, inden Danmark lukkede kampen.

De danske curlingherrer besejrede onsdag Tjekkiet og Kina, og torsdag vandt Danmark over Finland.

Sejren over Tyskland betyder, at Danmark topper kvalifikationsgruppen med fire sejre i fem kampe.

I turneringen i tjekkiske Plzen skal de tre øverste til sidst spille om kvalifikation til vinter-OL i Pyeongchang i 2018.

Både Kina, Tjekkiet og Italien ligger efter Danmark og har foreløbigt hentet tre sejre i fem kampe.

Danmarks herrer spiller igen fredag aften, hvor modstanderen er Holland, der blot har hentet en enkelt sejr i fem kamp.

Kvinderne kan også stadig nå blandt de tre bedste hold, der lørdag og søndag kæmper om to OL-billetter, men fredag tabte de danske kvinder 3-9 til Kina, der tog teten i fjerde ende og ikke så sig tilbage.

Kineserne afgjorde kampen i ottende ende, hvor de gjorde 5-3 til 9-3, og så opgav danskerne.

Danmarks kvinder er dermed noteret for tre sejre og to nederlag. Lørdag morgen gælder det Finland, som ligger i bunden af OL-kvalifikationen og har udspillet sin rolle.

En dansk sejr her kan være nok til at slutte blandt de tre bedste, som går videre til slutkampene med to OL-billetter på spil.

/ritzau/