Danmarks dart-dronning: Et år med pilen fremfor familien

Det er en fest at være med ved VM i dart, men koster også mange rejser væk fra familien, fortæller Ann-Louise Peters.

Ann-Louise Peters spillede sig søndag i kvartfinalen ved VM i dart i England. Hun spiller igen på torsdag, hvor målet er en semifinale. (Foto: Matthew Childs © Scanpix)

Mundvigene peger stift nedad og læberne er presset helt sammen. Det venstre øje er halvt dækket af det kulsorte, silkeglatte hår, men er som højre øje rette direkte mod den røde, grønne og sorte dartskive, der er placeret et par meter foran hende. Ann-Louise Peters skal til at kaste sin sidste pil i forsøget på at komme til kvartfinalen ved VM i dart. Med en blød bevægelse strækker hun højre arm helt ud og de fem fingre spredes, så pilen kan ramme det tilsigtede mål - den røde dobbelt-tyver øverst i skivens midte.

- Come ooooon, råber Ann-Louise Peters, der knytter næverne og kaster hår og hoved tilbage i vild jubel. Hun har netop sikret sig muligheden for stadig at blive verdens bedste kvindelige dartspiller.

Vil i semifinalen

Kort efter, at sejren er cementeret, begynder tårerne at bevæge sig ned af kinderne på Ann-Louise Peters, der har nået det mål, hun gennem lang tid har arbejdet på.

- Jeg var virkelig rørt, da jeg havde kastet den sidste pil, og det var lykkedes. Det var lidt overvældende for mig, fordi jeg sidste år valgte at rejse så meget væk fra mine børn for at deltage i turneringer og for at stå på scenen igen, fortæller hun.

Ann-Louise Peters vil dog ikke spises af med blot en kvartfinaleplads.

- Jeg tager en kamp af gangen, og så håber jeg selvfølgelig, at jeg vinder. Jeg vil rigtig gerne stå i en semifinale igen.

Rutineret pige

Det at komme så langt i en stor turnering er ikke ubekendt for den 40-årige fynbo. Hun endte nemlig med at vinde en bronzemedalje ved selvsamme turnering i 2014. Og netop den rutine, som Ann-Louise Peters har erfaret sig gennem årene, var vigtig under søndagens kamp.

- Hun var jo klart en af favoritterne (Fallon Sherrock, red.) til at vinde det hele. Hun var tippet toer og blev det sidste år, og hun har haft et fantastisk år og vundet så mange store turneringer. Normalt er hun en fremragende spiller. Så da det gik op for mig, at der var chancer, måtte jeg lige bruge den der træning, man kender så godt, forklarer Ann-Louise Peters.

Ser man billeder fra diverse store turneringer i dart, kan man nemt tro, at det må være svært for dartspillerne at koncentrere sig midt i det, der allermest ligner en ukontrolleret nytårsfest, men netop den festlige stemning er det, der gør det sjovt at spille store dartturneringer.

- Det er en fest, og jeg nyder at gå ind på scenen. Det er ens opgave som dartspiller. Folk har betalt mange penge for at se dart, derfor skal vi også give dem et show. Det prøver jeg at gøre. Når jeg så kommer hen til skiven, så slår jeg over, og så er det Ann-Louise, der er her.

Modstanderen er klar

Ann-Louise Peters har kvalificeret sig direkte til kvartfinalen, der skal spilles på torsdag. Modstanderen kan hun allerede forberede sig på, da det er bestemt, at det bliver vinderen af opgøret mellem engelske Zoe Jones og dartspilleren fra New Zealand, Tina Osborne. De forberedelser er Ann-Louise Peters allerede i gang med.

- Jeg ved, at mit spil kan blive meget bedre. Nu kan jeg forberede mig til det næste. Jeg har været oppe og snuse til scenen igen, derfor er forberedelserne vigtige for mig, så jeg ved, hvordan jeg skal gøre, fortæller den danske dartspiller.

Selvom målet er at komme så langt som muligt i turneringen, gælder det lige nu for Ann-Louise Peters om at nyde den succes, som de mange turneringer i udlandet og ugerne væk fra familien har ført med sig.

- Jeg vil bare nyde det. Jeg havde i første omgang et mål om at stå på scenen igen, og nu står jeg her. Det er jo helt fantastisk. Hvem vil ikke gerne være i sådan en kæmpe finale, siger Ann-Louise Peters.

I aften bliver det afgjort, hvem Ann-Louise Peters skal møde i kvartfinalen, når Zoe Jones og Tina Osborne kl. 19.15 tager hul på deres kamp om en plads i kvartfinalen.