Siden 2009 har herrernes europamesterskab i flag football været domineret af Danmark, og i år var ingen undtagelse.
Med en knusende sejr på 52-8 over Østrig sikrede Danmark sig nemlig i dag guldmedaljerne ved EM i flag football for fjerde gang i træk.
- Det er en enestående situation, hvor man dominerer de andre så meget som vi gjorde i finalen. Der er styr på det spillemæssige og det taktiske, og det der skal arbejde med fremover, er at holde fokus hele kampen igennem.
- Det er fantastisk at være vidne til. Jeg er så stolt af drengene, som har haft en rigtig god turnering, siger sportschef Lars Carlsen i en pressemeddelelse.
Europamesterskabet i flag football spilles hvert andet år og løb første gang af stablen i 2003. De danske herrer har vundet guld ved EM i både 2009, 2011, 2013 og altså nu også i 2015.