Dansk mesterfotograf og itureven fodboldtrøje skaffer penge til fattige børn

Jan Grarup byttede sig til den særlige AC Milan-trøje under en rejse i Sydsudan.

Jan Grarup (tv) og Milan-legenden Franco Baresi poserer med den særlige trøje i den italienske storklubs museum. (Foto af Pier Marco Tacca/AC Milan via Getty Images) (Foto: Pier Marco Tacca © 2021 AC Milan)

Det er en fodboldtrøje med en helt særlig historie, som nu står i en glasmontre på museet hos den italienske storklub AC Milan.

Den er sønderreven og ville i ethvert dansk forstadshjem formentlig være kasseret for år tilbage.

Men trøjens oprindelige ejer bor også så langt væk fra villaveje og friværdi, som man kan komme.

Den har nemlig tilhørt en lille dreng, som bor i en landsby ved Nilen i det afrikanske land Sydsudan, hvor den danske fotograf Jan Grarup har været på reportagerejse for at dokumentere massive oversvømmelser.

- Jeg faldt instinktivt for den her knægt, som løb og spillede fodbold på den smule jord, der var tilbage.

- Jeg er selv Milan-fan, og det vilde ved den her trøje er, at selvom den er uægte og fyldt med huller, har drengen været nede ved den lokale fisker og forsøgt at sy den sammen med fiskegarn. Hans mor ville smide den ud, men han ville sgu ikke af med den, fortæller Jan Grarup, der flere gange har vundet World Press-priser for sine fotografier.

Trøjen bærer nummer 45 og har Balotelli skrevet på ryggen. Den talentfulde og skandaleombruste italienske angriber Mario Balotelli i perioden 2013-16. På trøjens skuldre kan man skimte fiskegarn, som er anvendt til at lappe trøjen sammen (Foto: Jan Grarup).

Den danske fotograf forelskede sig i trøjen og foreslog drengen at bytte den for et mindre kontantbeløb og en spritny Milan-trøje.

- Han har sikkert tænkt: 'Hvad er det for en sindssyg hvid mand?' Det var en klassehandel for ham.

Jan Grarup kom hjem og delte tilbage i oktober et billede af trøjen på sin Instagram-profil, hvorefter han oplevede massiv interesse - også fra hans egen favoritklub AC Milan.

Nu har han foræret trøjen til den italienske storklub, og Unicef er blevet tredje hjul i samarbejdet, som skal samle penge ind til fattige børn i Sydsudan.

- Jeg er dybt beæret over, at klubben er gået så massivt ind i det her.

Foruden en indsamling ved siden af trøjen, har klubben selv doneret et ukendt pengebeløb til Unicef, mens unikke digitale genoptryk - såkaldte NFT'er - af trøjen senere bliver sat til salg.

Islamisk Stat, naturkatastrofer og Messi

Jan Grarup har selv været i Milano for at overlevere trøjen, og her oplevede han stor opmærksomhed om det uofficielle og samtidig helt særlige fanklenodie.

Eksempelvis fra Franco Baresi, som i sin aktive karriere var en stor profil for både AC Milan og det italienske landshold. Han er i dag Milans vicepræsident og ambassadør for klubbens humanitære arbejde.

- Det var en særlig oplevelse at se den ydmyghed og nænsomhed, som han rørte den trøje med. Han kunne godt forstå, hvad den fortæller. Han holdt trøjen, som var den det mest værdifulde på museet.

For Jan Grarup handler projektet først og fremmest om at samle penge ind til børnene i Sydsudan, men det handler samtidig også om læderkuglens iboende kvaliteter.

- Fodbold har bare en forunderlig samlende kraft. Jeg har oplevet børn løbe og spille bold under befrielsen fra Islamisk Stat og set drenge spille fodbold kort efter naturkatastrofer, siger Jan Grarup.

- Uanset hvor jeg kommer hen i verden, kan jeg se en Ronaldo-, Messi- elle Ibrahimovic-trøje.

Han har ikke selv været i kontakt med drengen, der oprindeligt ejede trøjen. Men det har Unicef, og planen er, at Jan Grarup i starten af det nye år rejser tilbage til Sydsudan for at give drengen og de øvrige børn i landsbyen en samling fodboldtrøjer.

- Mit håb er, at han bliver ligeså stolt over det her projekt, som jeg er.