Dansk MMA-fighter tager stor skalp i dramatisk kamp

Alle tre runder måtte i brug, før Nicolas Dalby kunne erklæres som vinder mod amerikanske Daniel Rodriguez.

Dommerstemmerne lød 29-28, 29-28 og 30-27 til Nicolas Dalby efter kampen. (arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den danske MMA-kæmper Nicolas Dalby vandt natten til søndag dansk tid en UFC-kamp mod amerikaneren Daniel Rodriguez.

Det skete ved et stævne i Las Vegas, hvor de to weltervægtkæmpere var sat som en af opvarmningskampene inden hovedkampen mellem Deiveson Figueiredo og Alex Perez.

Danskeren og amerikaneren måtte bruge alle tre runder på i alt 15 minutter for at finde en vinder.

Undervejs havde de begge perioder med overtag.

Til sidst var det dog 36-årige Dalby, der kunne række armene i vejret, da alle tre dommere havde danskeren som sejrherre.

29-28, 29-28 og 30-27 til danskeren stod der på dommernes scorekort ved slutningen af kampen.

- Det føltes meget fifty-fifty, siger Dalby til et pressemøde efter kampen om situationen, hvor han stod og ventede på resultatet.

- Mit mål er at komme op blandt de 15 eller 10 bedste, så jeg er klar til at møde hvem som helst, lød det fra Nicolas Dalby efter opgøret. (Foto: Diego Ribas © Represented by ZUMA Press)

Selv om den danske kæmper mener, at han dominerede i en "spændende" kamp, var der også "huller" hos amerikaneren, som han ikke lykkedes med at udnytte.

- Jeg vil gerne tilbage i kamp så snart som muligt, fortsætter danskeren, som fortæller, at han har arbejdet på at finde det rette fokus mentalt.

- Mit mål er at komme op blandt de 15 eller 10 bedste, så jeg er klar til at møde hvem som helst.

Amerikaneren Daniel Rodriguez kom ellers ind til stævnet med en stærk statistik på fire sejre ud af fire mulige i år - og kun et nederlag i sine alt 14 kampe.

Nu har Dalby, der også går under navnet "Lokomotivo", føjet endnu et nederlag til amerikanerens kampstatistik.

Selv kan Dalby notere sig for en rekordliste i MMA på 19 sejre, en uafgjort, tre nederlag og to kampe, der er endt som såkaldt "no contest".

Nicolas Dalby er i gang med en succesfuld anden periode i UFC, der står for Ultimate Fighting Championship. Danskeren vendte i 2019 tilbage efter en to år lang pause fra professionel kampsport på grund af depression.

UFC er det største og mest prestigefyldte forbund inden for Mixed Martial Arts (MMA).

/ritzau/

Facebook
Twitter