Dansk NFL-håb båret fra træningsbanen

Andreas Knappe kom til skade under mandagens træning i Denver Broncos, skriver flere medier.

Andreas Knappe kom mandag til skade ved en træning. Omfanget af skaden er uvist. (Foto: Mark Goldman © Scanpix)

For godt en uge siden fik danske Andreas Knappe debut for NFL-holdet Denver Broncos i en træningskamp. Håbet er at den store silkeborgenser kan spille sig til en plads i holdets endelige trup, men der er kamp om pladserne.

Mandag fik danskerens chancer et hak i den forkerte retning. Andreas Knappe måtte nemlig køres fra banen på en bårevogn, da han kom til skade under Denver Broncos træning. Det beretter journalisten Troy Renck, der dækker Denver Broncos for den lokale tv-station Denver Channel 7. Også journalisten Nicki Jhabvala fra mediet The Athletic skriver om Knappes uheld.

- Broncos linesman Andreas Knappe har forladt banen på en vogn, inden han langsomt gik ind i omklædningsrummet med hjælp fra trænerne, skriver Troy Renck på Twitter.

NFL-klubben har endnu ikke meldt noget ud om Andreas Knappes uheld, og det er derfor endnu uvist, hvor alvorligt det står til for det danske NFL-håb.

Facebook
Twitter