Dansk OL-sølvvinder i curling er død

Margit Pörtner, der i 1998 var med til at sikre Danmark en OL-sølvmedalje i curling, døde onsdag i sidste uge.

Curlingholdet, der vandt OL-sølv i 1998: Jane Bidstrup, Trine Qvist, Dorte Holm, Margit Pörtner og Helena Blach Lavrsen. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Den danske OL-sølvvinder i curling fra 1998 Margit Pörtner er død.

Det meddeler Dansk Curling Forbund på sin hjemmeside.

Dødsfaldet skete onsdag 26. april. Margit Pörtner blev 45 år.

- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Margit Pörtner er afgået ved døden efter tre et halvt års kamp mod cancer.

- Margit var en af de største curlingspillere, dansk curling har fostret.

- Derudover var Margit altid en glad og positiv pige, som var vellidt af alle. Hun har mange store resultater bag sig - ikke mindst OL-sølvmedaljen i Nagano i 1998, lyder det i en meddelelse på forbundets hjemmeside.

Sammen med blandt andre skipper Helena Blach Lavrsen var Margit Pörtner med til at sikre Danmarks første og fortsat eneste medalje nogensinde ved vinter-OL. Det skete i japanske Nagano.

Sølvet var med til at skabe en stigende interesse for curling i Danmark.

/ritzau/