Dansk overraskelse ved bordtennis-EM: Mit største resultat

19-årige Anders Lind spillede sit livs kamp, da han overraskende slog svenske Mattias Falck ved EM i bordtennis.

Anders Lind er i ottendedelsfinalen ved EM i bordtennis.

Han er kun 19 år, men alligevel formåede Anders Lind at holde nerverne i ro, da han i en sand gyser slog svenske Mattias Falck ud af første runde ved EM i bordtennis i Alicante.

Mattias Falck er nummer otte i Europa og nummer 20 i verden, og svenskeren havde da også to matchbolde i syvende og afgørende sæt. Men den danske mester, der er nummer 54 i Europa, var cool og snuppede sejren med 4-3 i sæt.

- Det er det bedste øjeblik i mit liv. Det er uden tvivl mit største resultat, og det føles bare totalt fedt og fantastisk. Det er den bedste spiller, jeg nogensinde har slået og nok en af de sværeste kampe mentalt, jeg har været igennem, sagde Anders Lind til DR efter kampen.

Han har tidligere haft problemer med temperament og modgang, men i sin kamp mod svenskeren holdt han nerverne i ro.

- Jeg håndterede presset ok, men generelt skal jeg håndtere det bedre, når jeg får modgang. Jeg skal tænke fremad i stedet for tilbage, som jeg gjorde i sjette sæt og smed nogle dumme bolde og lavede fejl. Jeg har stadig ting at arbejde på, sagde han.

Selvtilliden skal udnyttes fredag aften, hvor han møder Panagiotis Gionis fra Grækenland i ottendedelsfinalen.

- Jeg har nogle gange været alt for tilfreds, når jeg har vundet en kamp, det skal jeg ikke være denne gang. Jeg skal have samme mentalitet og indstilling i min næste kamp, som jeg havde i denne. Den kamp på fredag skal bare vindes.

Danmarks bedste bordtennisspiller Jonathan Groth vandt sin første kamp over Yevhen Pryshchepa fra Ukraine med 4-2 i sæt.

Øvrige danskere, der var i aktion torsdag aften var Tobias Rasmussen, der tabte til Jon Persson fra Sverige, mens de to danske herredoubler Jonathan Groth/Patrick Franziska og Tobias Rasmussen/Samuel Walker begge vandt deres kampe.

Facebook
Twitter