En kaotisk dag på vandet. Sådan kan sprintfinalen på World Touren i paddlesurfing bedst beskrives.
For danske Casper Steinfath, der for kort tid siden vandt sølv ved EM, måtte nemlig paddle rundt i meterhøje bølger, mens lyn og torden truende hang over Long Beach i New York.
På trods af elementernes rasen lykkedes det dog alligevel Steinfath at paddle sølvet hjem. Og så var vejret heller ikke vildere.
- Det var som en god dag i Thy, siger Casper Steinfath.
- Bølgerne var helt vilde, og alle i feltet var bange for at blive skyllet af brættet. Jeg havde ingen forventning om en topplacering - det handlede om at blive på brættet og navigere i kaos.
- Det var et vanvittigt race, og jeg er virkelig glad for min andenplads i dag efter den meget skuffende ottendeplads på langdistancen i lørdags. Det er fedt at komme igen efter sådan en dukkert, siger Casper Steinfath.
Resultatet betyder, at Casper Steinfath beholder sin tredjeplads i den samlede stilling med tre World Tour-afdelinger tilbage.