Dansk para-atlet kan vinde international hæder

Den dobbelte verdensmester i paradressur er blandt fem kandidater til IPC-prisen, som hun samtidig kan blive den første dansker til at vinde.

Stinna Tange er nomineret som månedens para-atlet af IPC. (Foto: Thomas Lovelock)

Stinna Tange var med to guldmedaljer den helt store oplevelse, da der i september var VM i paradressur i Tyron, USA.

Den 24-årige fynbo, der er født uden ben, leverede samtidig karrierens vel nok bedste ridt i kür-disciplinen, hvor hun satte personlig rekord med 78.947 procent. De imponerende resultater har også vakt opsigt i IPC (Den Internationale Paralympiske Komité), der nu har nomineret Stinna Tange til ’Allianz Athlete of the Month’ for september. Det skriver parasport.dk.

Der er fem kandidater i spil til prisen, og vinderen findes efter en afstemning på hjemmesiden www.paralympic.org. Afstemningen løber frem til onsdag den 10. oktober.

Tidligere har blandt andre Daniel Wagner, Peter Rosenmeier og Lisa Kjær Gjessing været nomineret til Månedens Atlet, men endnu er det ikke lykkedes en dansker at løbe med hæderen.

Klokken 18.00 torsdag aften kan du spørge Stinna Tange om alt på DR Sportens instagramprofil.