Dansk sølv ved EM i parabordtennis

Det danske herrehold tabte 2-0 i sæt i EM-finalen i parabordtennis.

Peter Rosenmeier vandt tidligere på ugen EM-guld i single, og i dag blev det til sølv. (Foto: KARL NILSSON © Karl Nilsson)

Det danske herrehold bestående af Peter Rosenmeier, Rasmus Damkjær og Henrik Brammer formåede ikke at vinde EM-guld i parabordtennis.

Danskerne stod over for Spanien i finalen, og her var det op til Peter Rosenmeier og Henrik Brammer at sikre en god dansk begyndelse i double. Det blev det da også til - danskerne vandt først sæt 11-9. De kunne dog ikke holde kadencen, og spanierne vandt de efterfølgende tre sæt 11-5, 11-9 og 11-7 - og dermed 1-0 til Spanien.

I single skulle Peter Rosenmeier udligne den spanske føring for at holde liv i det danske guldhåb, men det gik ikke som håbet. Rosenmeier tabte 7-11, 9-11 og 10-12, og dermed var det spanske guld en realitet. - Vi ville rigtig gerne have givet dem større modstand, end hvad vi formåede i dag. Doublekampen har et afgørende moment i tredje sæt, som vi desværre taber. I min single får jeg aldrig gang i mit spil, og et manglende overskud både fysisk og mentalt efter en lang turnering kom meget klart til udtryk i dag, siger Peter Rosenmeier i en pressemeddelelse.

Generelt en flot holdturnering

Dermed blev det en ærgerlig afslutning på EM, men landstræner Christoffer Pedersen er overordnet tilfreds med den danske indsats. - Generelt har de spillet en rigtig flot holdturnering. Doublespillet er meget afgørende, og der var vi i perioder rigtig gode. Men når der trækkes så store ressourcer på Peter Rosenmeier, og han samtidig har en hel singleturnering bag sig, så kan der ske det, der gjorde i dag: Der var ikke mere mentalt overskud i tanken, siger han. Danmark har i alt hentet tre medaljer ved EM i parabordtennis i Helsingborg. Ud over sølvmedaljen i herrernes holdturnering vandt Thea Amalie Nielsen bronze i kvindernes klasse 10, mens Peter Rosenmeier tog guldet i herrernes klasse 6.