Dansk speed-skater vinder VM-heat - men slutter som 17'er

Viktor Hald Thorup var egentlig kun reserve på 5000 meteren, men sygdom sikrede ham en plads blandt de tyve VM-deltagere.

(© viktorthorup.com)

Han var egentlig kun tiltænkt en plads på lægterne i skøjehallen i Gangneung i Sydkorea.

Den danske speed-skater Viktor Hald Thorup var egentlig kun udtaget til VM på 5000 meter-distancen som reserve, men et afbud på grund af sygdom sendte pludselig danskeren ind i konkurrencen med de tyve hurtigste mænd i verden.

I sit heat stod Thorup overfor kazakhstaneren Dmitry Babenko.

Babenka lagde hårdest fra land og førte indtil godt 3000 meters skøjteløb. Så skruede Thorup op for farten og i løbet af de sidste omgange strøg danskeren forbi sin kazakstanske modstander og vandt heatet i tiden 6:27.37 minutter. En tid der var fem sekunder langsommere end hans personlige rekord.

Hollandsk legende tog guld

Babenko krydsede målstregen godt et sekund langsommere end Thorup i tiden 6:28.41 minutter.

På trods af heat-sejren rakte Viktor Hald Thorups tid som ventet ikke til mere end en plads i den nederste halvdel. Thorup sluttede som nummer 17 blandt de 20 deltagere.

Sven Kramer var ganske suveræn og vandt verdensmesterskabet i tiden 6:06.82. Dermed føjede hollænderen endnu en guldmedalje til sin imponerende samling, der bl.a. også tæller tre olympiske medaljer af fineste karat.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter