Dansk stortalent gik fra sit største resultat til EM-tæsk: Nu er næste mål OL i Tokyo

Anders Lind nåede at efterlade et positivt indtryk til EM i bordtennis, og det har sat gang i OL-drømmene.

Anders Lind leverede en stor overraskelse ved EM i bordtennis, før han forlod turneringen med et brag. Nu har han øjnene sat mod nye mål (Arkivbillede). (Foto: Zsolt Szigetvary © Scanpix)

Oplevelser i sportens verden kan være lige så omskiftelige som vejret en efterårsdag i november-måned – bare spørg Danmarks store bordtennistalent Anders Lind, der har spillet EM de seneste dage.

Torsdag faldt han til gulvet i ren Poul-Erik Høyer-stil. Ryggen i et sammenstød med gulvet, mens hænderne blev presset mod ansigtet for at holde styr på den glæde, der var på nippet til at eksplodere.

Årsagen var en sejr over den stærke svensker Mattias Falck, som på forhånd var blevet udråbt som en af de største kandidater til at blive europamester. Anders Lind kaldte selv sejren 'Det bedste øjeblik i mit liv. Det er uden tvivl mit største resultat.'

Men fredag var så en anden historie. Store frustrationer i de første par sæt mod den græske Panagiotis Gionis blev afløst af en opgivende attitude i de to sidste. Og når man så på spillet, så er det svært ikke at forstå det. Det virkede som om, at den rutinerede græker var mindst et enkelt skridt foran hele tiden i tanke og handling.

- At slå en spiller, som spiller på den måde, har jeg ingen idé om – i hvert fald ikke endnu, forklarede Anders Lind efter kampen.

EM har dog indtil videre været en stor succes for dansk bordtennis, og det er langt fra alene takket være den helt store stjerne Jonathan Groth, som lørdag morgen stadig er med i både double og single.

Faktisk har øjnene mere været rettet mod den 21-årige Tobias Rasmussen og den blot 19-årige Anders Lind. Begge er kommet længere, end man havde regnet med. Og græske Gionis' defensive skakspil på bordtennisbordet har ikke taget modet fra Anders Lind. Tværtimod.

- Sådan nogle oplevelser her er virkelig godt for min fremtid. At møde så gode spillere i en så stor turnering med meget pres på til EM. Det er rigtig godt for fremtiden at få lov til at stå i sådan nogle her kampe, forklarer Anders Lind.

- Jeg har haft en del kampe det sidste halve år, hvor jeg ikke rigtig har haft en chance. Men for hver af de kampe er jeg gået et skridt fremad. Alene på min viden om, hvad jeg skal gøre næste gang, jeg står i en lignende situation, siger han.

Anders Lind blev i år dansk mester for første gang i karrieren, og selvom det er blevet en kliché i bordtennissammenhæng at udråbe et stortalent som 'den næste Michael Maze', så har han også været igennem den mølle i en ung alder og på den måde mærket presset.

Men 2018 har været et vigtigt år for Anders Lind, der lige nu ligger nummer 110 i verden. Det er den højeste placering i karrieren, og den flotte indsats ved EM, hvor det endte med et exit i 16-delsfinalerne, sætter gang i drømmene.

- Det helt store mål for mig er at kvalificere mig til OL i 2020. Danmark skal have kvalificeret et hold ind, og så får jeg forhåbentlig også lov til at spille single. Man har jo kun to pladser, hvis man får holdet med, siger Anders Lind.

- Det kræver hårdt arbejde hver dag hele vejen frem til kvalfikationen, og så må vi se, om jeg kan komme igennem dem, forklarer han.

Anders Lind spiller ikke lørdag, men det gør både Jonathan Groth og Tobias Rasmussen, og vi sender det på dr.dk/sporten samt på DRTV. De spiller herredouble med hver deres udenlandske makker klokken 10.45, og så spiller Groth ottendedelsfinale i single klokken 14.45. Alt kan ses herinde.

Facebook
Twitter