Dansk VM-løberute stjæler inspiration fra Hubertusjagten: ’Den hårdeste nogensinde’

Hubertusjagt er berømt og berygtet for Magasindammen, men deltagerne ved VM i cross i Aarhus kommer til at opleve noget lignende.

Der er ingen heste til VM i cross, men der venter deltagerne masser af vand. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Når man endelig får muligheden for at afholde et verdensmesterskab, så gælder det om at levere en oplevelse, som vil blive husket.

Det er selvfølgelig som udgangspunkt op til atleterne at levere underholdningen, men arrangørerne bag VM i cross, der bliver afholdt i Aarhus ved Moesgaard Museum, har gjort deres bedste for at skabe rammerne til noget stort.

Sammen med den mangedobbelte danmarksmester i langdistance Henrik Them er vi gået i detaljer med cross-disciplinen og har kigget nærmere på ruten. Men man kan ikke tale nok om den rute, fordi den er i manges øjne historisk.

- Vi har lavet en rute, som man godt kan argumentere for at være den hårdeste, der nogensinde har været til et verdensmesterskab, og det er måske lidt paradoksalt, at det bliver i Danmark. Men det er med vilje, at vi har valgt at forfølge det, forklarer Jakob Larsen, der er direktør i Dansk Atletik Forbund.

Der venter alle typer af terræn til VM i cross (Foto: Henrik Liniger © Henrik Liniger)

Anna Emilie Møller er en af de danske deltagere ved VM, og selvom hun først skal i konkurrence i dag, så har hun allerede mærket rutens hårdhed.

Det gjorde hun under gårsdagens træning, hvor hun ikke løb, som hun ellers normalt ville gøre.

- Jeg gik den igennem for ligesom at spare mine kræfter. Det siger ligesom også noget om ruten. Havde det bare været en klassisk EM-rute, så havde jeg løbet den igennem let som en opvarmningstur, forklarer Anna Emilie Møller.

Det er de mange forskellige elementer i ruten, der er så udfordrende, og så har planlæggerne lagt ekstra udfordringer på ruten for også at gøre oplevelsen bedre for de mange fans, der kommer til Moesgaard Museum for at se eventet.

- Vi har ladet os inspirere af noget så dansk som Hubertusjagten. Det er specifikt fra Hubertusjagten, at det er kommet, at løberne skal igennem en vandgrav. Det er, fordi vi kan se, at der altid står mange tilskuere, forklarer Jakob Larsen.

Vandgraven til VM i cross kan sammenlignes med vandgraven til Hubertusjagt (Foto: Henrik Liniger © Henrik Liniger)

- Vi håber, at publikum kan nyde at se, hvor hurtigt verdens bedste løbere løber, men også at se det spektakulære i folk, som satser stort, men hvor det bare brister, forklarer han.

Anna Emilie Møller får sved på panden af bare at se på ruten, men hårdheden har også indflydelse på den taktik, som hun planlægger at bruge. Man kan nemlig slå sig på at starte i et for højt tempo.

- Det gælder om at lægge fornuftigt ud, fordi ti kilometer på sådan en hård rute er virkelig hårdt og langt. Man skal holde hovedet koldt, fordi der vil helt sikkert være nogen, som starter med hovedet under armen og bare fyrer afsted fra start af, fordi de ikke har tænkt over, hvor hårdt det er at løbe sådan en rute, siger hun.

Det bedste danske resultat nogensinde ved et cross-VM er en 14. plads. Kan de gøre det bedre på hjemmebane? De finder vi ud af, når kvinderne løber klokken 13, og herrerne løber en time senere. Det kan ses på TV 2 fra klokken 10.30, hvor de tidlige discipliner starter, men kan også følge det i LIGA på P3.

Facebook
Twitter