Danske idrætsforeninger plages af it-svindel

Danmarks Idrætsforbund ser med stor alvor på sager om foreninger, der er blevet snydt til at udbetale penge til svindlere.

I Danmarks Idrætsforbund får de mange henvendelser fra foreninger, der bliver forsøgt udsat for snyd. Manden på billedet har ikke relation til historien. ARKIVFOTO (Foto: Steve Marcus © Scanpix)

- Det er meget bekymrende, at kriminelle går målrettet efter at snyde frivillige.

Så klar er udmeldingen fra Mikkel Nørtoft, der er formand for bredde og motion i Danmarks Idrætsforbund.

I forbundet oplever man nemlig en stigende tendens til, at flere sportsforeninger bliver forsøgt snydt til at udbetale penge. Det er blandt andet sket i Strib Bådeklub på Fyn.

Det er it-svindlere, der kontakter klubberne elektronisk med henblik på at snyde penge fra dem, og det kan ofte være svært for klubberne at gennemskue, hvornår der er tale om svindel, fortæller Mikkel Nørtoft.

- Det er særligt bekymrende, fordi den her snyd er meget udspekuleret. Afsenderen skriver på perfekt dansk, og det ser ud, som om, e-mailen kommer fra foreningens formand. Derfor er det svært at gennemskue, forklarer Mikkel Nørtoft.

Kan koste frivillige

Desuden fortæller Danmarks Idrætsforbund, at posten som kasserer ofte kan være svær at få besat af frivillige.

Forbundet frygter, at det kan betyde, at svindlerne kan tage lysten fra nogle af dem, som ellers gerne ville have hjulpet foreningerne.

Derfor forsøger Danmarks Idrætsforbund i øjeblikket at skabe opmærksomhed omkring problemet i de forskellige forbund og komme med råd til, hvordan klubberne kan komme svindlen til livs.

- Vores bedste råd er altid at have to folk til at godkende en betaling, hvis der skal sendes penge til udlandet. Alternativt kan det være en god idé at ringe til formanden en ekstra gang, inden der betales en regning til udlandet, siger Mikkel Nørtoft.

Facebook
Twitter