Danske kæmpere drømmer om at gøre deres MMA-karriere til levevej

Lørdag aften skal fire danske MMA-fightere i kamp. Men uden for ringen har de svært ved at få det til at hænge sammen økonomisk.

Fire af Danmarks største MMA-kæmpere er her præsenteret. Fra venstre er det Mark O. Madsen, Søren Bak, Nicolas Dalby and Mads Burnell. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kampsporten Mixed Martial Arts (MMA) koster mange timer væk fra familie og venner for de fire danske MMA-kæmpere Mads Burnell, Mark O. Madsen, Søren Bak og Nicolas Dalby.

Fælles for de fire er, at de drømmer om at gøre kampsporten til en levevej. Men som det ser ud lige nu, er kæmperne nødt til at have et normalt arbejde ved siden af sporten for at kunne betale udgifterne derhjemme.

Ved siden af sporten cirkulerer de fire fightere mellem træning, stævner, familie, venner og normale job. I ringen tjener de lige nu kun penge, når de deltager i store kampe.

Privatunderviser og pensionsrådgiver

Madsen er iværksætter og promoter sammen med sin hustru for Cage Warriors. Dalby arbejder i et firma, hvor han sælger hi-fi-udstyr, mens Bak arbejder som pensionsrådgiver ved siden af sporten.

- Jeg har et deltidsjob i et firma, der sælger hi-fi-udstyr. Og så fotograferer jeg og laver privatundervisning i kampsport og fysisk træning, siger Dalby.

Ifølge kæmperne giver kampsporten lige nu kun en form for lommepenge ved siden af det normale job.

- For at det kan blive en levevej, skal der nogle flere penge til. Det, jeg får betalt lige nu, er i min optik mere lommepenge. Derfor har jeg et job ved siden af, så daglige udgifter såsom husleje bliver betalt, siger Bak.

Mark O. Madsen efter sin kamp mod den tidligere svenske MMA-mester Matthias Freyschuss under MMA Galla i Nykøbing Falster Hallen, lørdag den 13. januar 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Drømmer om UFC

Dalby og Burnell har begge kæmpet i den bedste liga, Ultimate Fighting Championship (UFC). Lige nu gælder det om at vinde kampe, så de har muligheden for at komme tilbage til UFC.

- Mit mål er, at jeg skal signes til UFC igen, så jeg kan leve af det. Jeg kan ikke leve udelukkende af de penge, jeg tjener nu, siger Dalby.

De fire fightere sigter efter at kæmpe i UFC, for der er pengene større.

I UFC får kæmperne typisk omkring 70.000 kroner alene for at stille op til en kamp og det dobbelte, hvis kampen vindes.

K.B. Hallen danner lørdag aften ramme om et stort MMA-stævne, som arrangeres af Cage Warriors. De danske fightere skal kæmpe i en fyldt arena. MMA-stævnet kan ses på TV3+ og Viaplay lørdag fra kl. 18.30.

Facebook
Twitter