Danske landshold i floorball får ny hjemmebane

Frederikshavn bliver fremadrettet hjemby for de danske landshold i floorball.

Jannik Trolle med bolden for det danske landshold i floorball. (Foto: Floorball Danmark) (Foto: Floorball Danmark)

Dansk landsholdsfloorball har fået ny hjemmebane. Frederikshavn skal danne ramme for landsholdene på både herre- og kvindesiden.

Det skriver Frederikshavn kommune i en pressemeddelelse.

I fremtiden skal alle danske landskampe spilles i Frederikshavn, og det er borgmesteren i Frederikshavn kommune, Birgit S. Hansen, glad for.

- Frederikshavn er floorball. Derfor er det oplagt, at toppen af dansk floorball skal spille kampe her hos os på toppen af Danmark, siger Birgit S. Hansen.

- Det er vigtigt for os at vise, at vi – ud over det maritime, erhvervslivet og naturen, som vi er mest kendt for – også er professionel sport, sammenhold og fest. Vi glæder os til at byde spillerne og tilskuerne velkommen med den gæstfrihed, som vi sætter så højt i Frederikshavn Kommune.

Sekretariatschef i Floorball Danmark, Per Stærk Larsen er også glad for, at valget af dansk floorballs nye hjemmebane er faldet på Frederikshavn.

- Historisk er Frederikshavn et flagskib inden for floorball. Her ser vi de højeste medlemstal i forhold til befolkningstal, og så har vi stor erfaring med at afholde arrangementer i Frederikshavn, siger Per Stærk Larsen.

Valget af Frederikshavn som hjemby for landsholdsfloorball er ganske naturligt, da byen er hjemsted for de forsvarende danske mestre i floorball for både herrer og kvinder. VM i floorball for kvinder blev afholdt i Frederikshavn i 2007.